Et barn er født uden nogen viden og uden nogen bevidsthed om sig selv.
Når et barn er født er det første, barnet bliver opmærksom på, ikke sig selv.
Nej, det første barnet bliver opmærksom på, er 'det andet'.
Barnet er neutralt, for øjnene åbner udadtil, hænderne berører noget andet, ørerne lytter til andet, tungen smager maden, og næsen lugter det ydre.
Alle sanser åbner udadtil.
Dette er hvad fødsel betyder.
Fødsel betyder at komme ind i denne verden, som er det ydres verden.
Så når et barn er født, er det født ind i denne verden, det ydres verden.
Når den lille dreng åbner sine øjne, ser han noget andet. Det 'andet' er 'dig'.
Og drengen bliver først opmærksom på moderen.
Derpå, lidt efter lidt, bliver han opmærksom på sin egen krop.
Denne er også det andet, denne krop tilhører også verden.
Når han er sulten, føler han sin krop og når hans behov tilfredsstilles, glemmer han atter sin krop.
Dette er hvordan et barn vokser op.
Først bliver barnet opmærksom på Jer, Du, det andet og derpå, efterhånden, i modsætning til Jer/Du, bliver barnet opmærksom på sig selv.
Denne opmærksomhed er en reflekteret opmærksomhed.
Han er faktisk ikke opmærksom på, hvem han er.
Han er simpelthen opmærksom på moderen og hvad hun mener om ham.
Hvis hun smiler, hvis hun bekræfter barnet, hvis hun siger, "Du er dejlig", hvis hun krammer eller kysser ham, så har barnet det godt med sig selv.
På dén måde er et ego født.
Via bekræftelse, kærlighed og omsorg føler han sig som en god dreng, han føler, han er noget værd, han føler, han har betydning.
Et center er født.
Men dette er et reflekteret center.
Det er ej hans virkelige væsen.
Han véd næppe, hvem han egentlig er.
Han véd blot, hvad andre mener om ham.
Og dette er ego'et:
Reflektionen, hvad andre mener.
Hvis ingen mener, han kan bruges til noget, hvis ingen bekræfter ham, ingen smiler, så er et ego også født: Et 'sygt' ego; trist, afvist og føler sig som et misfoster, uden værdi.
Dette er også ego'et.
Dette er også en reflektion.
Først moderen - og med moderen begynder verden.
Det andet vil slutte sig til moderen, og verden fortsætter at vokse.
Og jo mere verden vokser, des mere komplekst bliver ego'et, for mange andres meninger reflekteres.
Ego'et akkumulerer begreber - et bi-produkt ved at leve med andre.
Hvis et barn er fuldstændig alene, vil det aldrig udvikle et ego.
Men det betyder ikke, at han vil lære sit virkelige selv at kende.
Nej, han vil forblive som et dyr.
Det virkelige kan kun læres at kende gennem det falske, så ego'et er en nødvendighed.
Enhver må igennem det.
Det er disciplin.
Det virkelige kan kun læres at kende gennem illusionen.
Man kan ikke møde sandheden direkte.
Man må først vide, hvad der er ikke er sandt, først møde det falske.
Via dette møde bliver man i stand til at kende sandheden.
Hvis du altså kender det falske som det falske, vil sandheden komme til dig.
Ego'et er et behov; det er et socialt behov, det er et socialt bi-produkt.
Og det sociale, fællesskabet, indbefatter alt hvad der omgiver én, ikke dig - men alt, hvad der omgiver dig.
Alt, minus dig, er fællesskabet.
Og alle reflekterer.
Du kommer i skole, og læreren reflekterer, hvem du er.
Du opnår venskaber med andre børn, og de reflekterer, hvem du er.
Lidt efter lidt lægger enhver noget til dit ego, idet enhver prøver at modificere dette, således at du ikke bliver et problem for fællesskabet.
De bekymrer sig ikke om dig.
De bekymrer sig om fællesskabet.
Fællesskabet bekymrer sig om sig selv, og det er som det skal være.
De bekymrer sig ikke om, at du skal blive selvbevidst.
De bekymrer sig om, at du skulle blive en effektiv del af samfundets funktion.
Du skal tilpasse dig mønsteret, så de prøver at give dig et ego, der passer til samfundet.
De lærer dig moral.
Moral er at give dig et ego, der vil passe til samfundet.
Hvis du er amoralsk, vil du altid være utilpasset et eller andet sted.
Derfor fængsler vi kriminelle - ikke fordi, de har gjort noget forkert, ikke fordi dét vil forbedre dem.
Nej, de passer simpelthen ikke ind.
De skaber problemer.
De har bestemte slags ego'er, som samfundet ej godkender.
Hvis samfundet godkender, er alt iorden.
Hvis en mand myrder nogen, så er han en morder.
Men hvis den samme mand i krigstid myrder tusinder - hyldes han som helt.
Samfundet anfægtes ikke af en morder, når morderen er engageret af samfundet - da er det okay.
Samfundet anfægtes ikke af egentlig moral.
Samfundets moral betyder kun, at man skal tilpasse sig samfundet.
Hvis samfundet er i krig, da ændres samfundets moral.
I fredstid er moralen en anden.
Samfundets moral er en social politik.
Den er diplomati.
Og ethvert barn skal opdrages således, at han passer til samfundet, det er det hele.
For samfundet interesserer sig for effektive medlemmer.
Samfundet interesserer sig ikke for, om man opnår selverkendelse.
Samfundet skaber et ego, fordi egoet kan kontrolleres og manipuleres.
Selvet, derimod, kan aldrig blive kontrolleret og manipuleret.
Ingen har nogensinde hørt om et samfund, der kontrollerede et selv - dette er umuligt.
Et barn behøver et center; barnet er fuldstændig ubevidst uden sit eget center.
Så samfundet giver barnet dette, og barnet bliver efterhånden overbevist om, at dette center og ego, som samfundet tilbyder, er hans eget.
Et barn vender hjem og hvis han har klaret sig godt, er hele familien glad.
Man knuser og kysser ham, tager ham op på skuldrene, danser og siger, "Hvilket vidunderligt barn! Vi er stolte af dig!". Man giver barnet et ego af subtil karakter.
Men vender et barn hjem - og har han ikke klaret sig godt, føler han sig afvist, en fiasko - han bestod ikke, eller måtte blot sidde på bagerste række - så værdsætter ingen ham, og barnet føler sig afvist af alle. Barnet vil gøre sig mere umage næste gang, for centeret føler sig rystet, bange.
Egoet er altid bange, altid på jagt efter den føde, som værdsættelsen er.
Det er derfor, man konstant søger opmærksomhed.
Du har fået idéen til hvem du er fra andre.
Det er ikke en direkte erfaring.
Det er fra andre, du har idéen om, hvem du er.
De har formet dit center.
Men dette center er falsk, fordi du også rummer dit virkelige center, som er andre uvedkommende - ingen former.
Dit virkelige center:
Det kom du med.
Du er født med det.
Så du har to centre.
Ét center, du kom med, som er givet ved sin egen eksistens.
Dette er Selvet.
Det andet samfundsskabte center er ego’et.
Ego’et er en falsk størrelse og et omfattende trick.
Via hvilket samfundet kontrollerer dig.
Du skal opføre dig på en bestemt måde, fordi kun derved værdsættes du af samfundet.
Du skal gå på en bestemt måde, le på en bestemt måde, have visse manerer, en moral, en kode.
Kun da vil samfundet værdsætte dig, og hvis det ikke gør, vil dit ego blive bange og rystet.
Og når ego’et ryster, ved du ikke hvor du er eller hvem du er.
De andre har givet dig idéen.
Idéen er ego’et.
Prøv at forstå dette så dybt som muligt, for ego’et skal "transcenderes".
Med mindre du transcenderes ego’et, vil du aldrig blive i stand til at nå selvet.
Det skyldes, at du er bundet til centeret - du kan ikke ændre det og betragte selvet.
Men husk, der vil være en midlertidig periode, før ego’et er transcenderet, hvor du vil ikke ved hvem du er eller hvor du er på vej hen - alle lænker smelter.
Du vil blive forvirret, et omvandrende kaos.
For i dette kaos frygter du tabet af ego’et.
Men det skal være sådan.
Enhver må passere gennem kaos for at finde sit virkelige center.
Og hvis du er modig, vil denne periode være kort.
Men hvis du er bange, og atter falder tilbage i ego’et og du igen forsøger at bringe det i stand, så kan perioden blive meget, meget lang; mange liv kan blive spildt.
Jeg har hørt følgende:
Et lille barn besøgte sine bedsteforældre.
Han var bare fire år.
Om aftenen, da bedstemoderen puttede ham, begyndte han pludselig at græde og sagde, "Jeg vil hjem! Jeg er bange for mørket." men bedstemoderen sagde, "Jeg ved ellers, at derhjemme sover du i mørke; jeg har aldrig set lyset være tændt om natten. Så hvorfor er du bange her?" og drengen svarede, "Jamen, det er også rigtigt - men dér er det MIT mørke." ...
Dette mørke er derimod ganske ukendt.
Selv i mørket føler du, "Dette er MIT."
Udenfor hersker et ukendt mørke.
Med egoet føler du, at "Dette er MIT mørke."
Måske er ego'et problematisk, måske skaber det megen elendighed, men det er stadig mit eget.
Noget at holde ved, klamre sig til, noget fast under fødderne; du er ikke i et vakuum, ikke i tomhed.
Du er måske mislykket, men i det mindste ER du.
Selv at være mislykket giver dig følelsen af væren.
At fjerne sig fra dét, får frygten til at overtage; du føler først angst for det ukendte mørke og kaos - for samfundet har haft held til at opklare en lille del af din Væren.
Dét er som at gå i skoven.
Du laver en lille opklaring, du opklarer et lille område;
Du laver et hegn, du laver en lille hytte; du laver en lille have, en plæne, og du føler dig godt tilpas.
Hinsides dit hegn - er skoven, det vilde, ukendte mørke og kaos, .
Her bag hegnet er alt iorden; du har planlagt alting.
Det er netop sådan, det er sket.
Samfundet har lavet en lille lysning i dit sind.
Samfundet har renset blot en lille del fuldstændig, indhegnet det.
Alting er iorden dér.
Det er, hvad alle Jeres universiteter foretager sig.
Hele kulturen og dens betingelse er blot at opklare en del, så man kan føle sig hjemme et sted.
Men så bliver du angst.
For hinsides hegnet er der farligt.
Hinsides hegnet er du, som du er indenfor hegnet - og dit bevidste sind er blot en tiendedel af dit hele væsen.
Ni tiendedele venter i mørket.
Og et sted i dette område er dit virkelige Selv gemt.
Man må være modig og tapper.
Man må tage et skridt ind i det ukendte.
En stund vil alle grænser være borte.
En stund vil du føle dig svimmel.
En stund vil du føle dig angst og bævrende, som om et jordskælv finder sted.
Men hvis du er dristig og ikke vender om, hvis du ikke falder tilbage i egoet, og du fortsætter og fortsætter, så er der et skjult center i dig, som du har indeholdt i mange liv.
Dette er din sjæl, dit Selv.
Når du én gang kommer nær dit selv, ændres alt og falder atter til ro.
Men denne ro er ej et produkt af samfundet.
Nu bliver alting et kosmos, ikke et kaos; en ny orden opstår.
Men dette er ikke længere samfundets orden - det er den omfattende orden i eksistensen i sig selv.
Det er, hvad Buddha kalder Dhamma, Lao Tzu kalder Tao, Heraklit kalder Logos.
Det er ikke menneskeskabt.
Det er den VÆLDIGE orden i eksistensen i sig selv.
Så er alting pludselig smukt igen, og for første gang virkeligt smukt, for menneskeskabte ting kan ikke være smukke.
Man kan højst skjule deres hæslighed, det er alt.
Man kan dekorere dem, men de kan aldrig være smukke.
Forskellen er akkurat som forskellen på en naturlig blomst og en plastik blomst.
Ego’et er som en plastik blomst - dødt.
Det ligner en blomst uden at være det.
Du kan ikke i sandhed kalde det en blomst.
Ethvert udtryk for, at ego’et er en blomst, er misvisende, for en blomst er noget blomstrende.
Og denne plastik-ting er blot en ting, ikke noget blomstrende.
Den er død.
Der er intet liv.
Du har et blomstrende center indeni.
Det er derfor, Hinduerne kalder det en lotus - det er noget blomstrende.
De kalder det ‘den tusindbladede lotus’.
Tusind betyder uendeligt mange.
Og den fortsætter med at blomstre, den stopper aldrig, dør aldrig.
Men du er tilfreds med et plastik ego.
Der er nogle grunde til, at du er tilfreds.
Med en plastik ting er der mange bekvemmeligheder.
En er at en død ting aldrig dør.
Den kan ikke - den var aldrig i live.
Så du kan have plastik-blomster, de er gode i en vis forstand.
De er varige; de er ikke evige, men varige.
De virkelige blomster ude i haven er evige, men ikke varige.
Og det evige har dets egen måde at være evigt på.
Måden er at blive født igen og igen, og at dø.
Via døden forfrisker og forynger det sig selv.
For os synes det at blomsten er død - den dør aldrig.
Den skifter simpelthen form, så den altid er frisk.
Den forlader den gamle form, den kommer til en ny.
Den blomstrer et andet sted; den fortsætter med at blomstre.
Men vi kan ikke se kontinuiteten, fordi kontinuiteten er usynlig.
Vi ser kun én blomst, en anden blomst; vi ser aldrig kontinuiteten.
Det er den samme blomst, som blomstrede igår.
Det er den samme sol, men i en anden dag.
Egoet har bestemte kvaliteter - det er dødt.
Det er en plastik ting.
Og det er vældig let at få fat i, for andre giver dig det.
Du behøver ikke at søge det, der er ingen søgning involveret.
Det er derfor, at med mindre du er en søgende ud i det ukendte, så er du endnu ikke blevet individ.
Du er blot en del af mængden.
Du er blot en hob.
Når du ikke har noget virkeligt center, hvordan kan du så blive et individ?
Ego’et er ikke individuelt.
Ego’et er et socialt fænomen - det er et fællesskab, det er ikke dig.
Men det giver dig en funktion i fællesskabet, en plads i fællesskabets hierarki.
Og hvis du fortsætter at være tilfreds med ego’et, vil du forbigå hele meningen med at finde Selvet.
Og det er derfor, du føler dig elendig.
Hvem kan være lykkelig i et plastik-liv?
I et falsk liv, hvordan kan du så være ekstatisk og salig?
Vel, dette ego skaber mange elendige, millioner af dem.
Du ser ikke, fordi det er dit eget mørke.
Du er afstemt til det.
Har du nogensinde bemærket, at enhver slags elendighed kommer gennem ego’et?
Det kan ikke gøre dig salig.
Det kan kun gøre dig mislykket.
Ego’et er helvede.
Når som helst du lider, så prøv bare at iagttag og analysér, og du vil opdage, at et eller andet sted har ego’et forårsaget det.
Og ego’et fortsætter med at finde årsager til lidelse.
Du er en egoist, som enhver er det.
Nogen er meget grove på overfladen, uden at være så problematiske endda.
Andre er meget subtile, dybt nede, og de er de virkelige problemer.
Dette her ego kommer konstant i konflikt med andre, fordi ethvert ego er så usikker på sig selv.
Det er det nødt til - det er en falsk ting.
Når du ikke har noget i hånden og du blot tror, du har noget, så vil der være et problem.
Hvis nogen siger, "Der er ingenting", da har vi straks balladen, fordi du egentlig også føler, at der ingenting er.
De andre gør dig opmærksom på denne kendsgerning.
Ego’et er falskt, det er ingenting.
Det véd også du.
Hvordan kan du undgå at vide det?
Umuligt!
Et bevidst væsen - hvordan kan han undgå at vide, at dette ego simpelthen er falskt?
Og så siger andre, at der intet er - og når de andre siger, at der intet er, rammer de et ømt punkt, de siger sandheden - og intet rammer som sandheden.
Du må forsvare dig, for hvis du ikke forsvarer dig, hvis du ikke kommer i forsvars-position, hvor vil du så være henne i verden?
Du vil være borte.
Din identitet vil være brudt sammen.
Så du må forsvare dig og kæmpe - dette er konflikten.
Et menneske, som har fundet selvet, er aldrig i nogen konflikt.
Andre vil måske komme i konflikt med ham, men selv er han aldrig i konflikt med nogen.
Det skete, at en Zen-mester gik gennem en gade.
En mand kom løbende og slog ham hårdt.
Mesteren faldt ned på jorden.
Derpå rejste han sig og fortsatte med at gå i samme retning som før, uden overhovedet at se sig tilbage.
En discippel var i følge med mesteren.
Han var ganske chokeret.
Han sagde, "Hvem er den mand? Hvad er dette? Hvis man lever sådan, så kan enhver jo komme og slå én ihjel. Og du har ikke engang set på ham, hvem han er, og hvorfor han opførte sig, som han gjorde!"
Mesteren svarede, "Det er hans problem, ikke mit."
Du kan konflikte med en oplyst mand, men det er dit problem, ikke hans.
Og hvis du såres i denne konflikt, så er det også dit eget problem.
Han kan ikke såre dig.
Det er som at slå på en mur - du vil såres, men muren har ej såret dig.
Egoet er altid på jagt efter problemer.
Hvorfor? Fordi hvis ingen yder opmærksomhed, føler egoet sig sulten.
Det lever af opmærksomhed.
Så selv hvis nogen kæmper imod dig og er vrede på dig, er det også godt, for i det mindste ydes der opmærksomhed.
Hvis nogen elsker, er det iorden.
Hvis ingen elsker dig, da vil selv vreden være et gode.
I det mindste er der opmærksomhed på din person.
Men hvis ingen yder dig nogen opmærksomhed, ingen mener, du er noget væsentligt, hvordan vil du så føde dit ego?
Andres opmærksomhed behøves.
På millioner af måde tiltrækker man andres opmærksomhed; éns klæder på en bestemt måde, man prøver at se godt ud, éns opførsel, man bliver ganske høflig, man forandrer sig.
Når man registrerer situationens art, indretter man sig straks, således, at folk kan yde opmærksomhed.
Dette er en dyb form for tiggeri.
En virkelig tigger er én, som efterspørger og gør krav på opmærksomhed.
Og en virkelig kejser er én, som hviler i sig selv; han har sit eget center, han er ikke afhængig af nogen anden.
Buddha sidder under sit bodhi-træ...hvis hele verden pludselig forsvandt, vil det så gøre nogen forskel for Buddha? - ingen.
Det ville ikke gøre nogen forskel overhovedet.
Hvis hele verden forsvandt, ville det ikke gøre nogen forskel, for han har fundet sit center.
Men for dig ... hvis konen flygter, vil skilles eller forlader dig for en anden, da bliver du fuldstændig knust - for hun har ydet dig opmærksomhed, omsorg og kærlighed, været omkring dig, støttet dig i følelsen af at være noget.
Da er hele dit imperium tabt, du er simpelthen knust.
Du overvejer selvmord.
Hvorfor?
Hvorfor skulle du, hvis ægtefællen forlader dig, begå selvmord?
Fordi du ej har dit eget center.
Ægtefællen gav dig følelsen af dette.
Det er sådan, folk lever.
Det er sådan, folk bliver afhængige af andre.
Det er et dybt slaveri.
Egoet MÅ være en slave.
Det er afhængig af andre.
Og kun en person, som intet ego har, er først da en mester; thi han er ej længere en slave.
Prøv at forstå det.
Og begynd med at iagttag egoet - ikke i andre, det vedkommer ikke dig, men i dig selv.
Når som helst du føler dig elendig til mode, prøv øjeblikkeligt at lukke øjnene og find ud af, hvorfra elendigheden kommer - du vil altid opdage, at det er det falske center, der er kommet i konflikt med nogen.
Du forventer noget, og det sker ikke.
Du forventer noget, og blot det modsatte sker - dit ego er rystet, du er ulykkelig.
Men bare prøv, når som helst du er, at finde ud af hvorfor.
Årsager er ikke udenfor dig.
Den fundamentale årsag er inden i dig - men du ser altid ud, du spørger altid:
Hvem gør mig ulykkelig?
Hvem forårsager min vrede?
Hvem forårsager min pine?
Og hvis du søger udadtil, vil du tage fejl.
Men luk øjnene og se altid indad.
Kilden til al elendighed, vrede, pine, er gemt i dig, i dit ego.
Og hvis du finder kilden, vil det være let at komme bag om.
Hvis du kan se, at det er dit eget ego, der giver dig problemer, vil du foretrække at forkaste det - for ingen kan bære kilden til elendighed, hvis han forstår, hvad der foregår.
Men husk, der er ingen grund til at forkaste egoet.
Du kan ikke forkaste det.
Hvis du forsøger at forkaste det, vil du bare opnå et andet subtilt ego, som siger, "Jeg er blevet ydmyg."
Prøv ikke at være ydmyg.
Dette er blot egoet i forklædning - det er ikke dødt.
Prøv ikke at være ydmyg.
Ingen kan afprøve ydmyghed, og ingen kan skabe ydmyghed via sin egen anstrengelse - nej.
Når egoet ikke er længere, en ydmyghed vil komme til dig.
Det er ikke noget skabt.
Det er skyggen fra det virkelige center.
Og en virkelig ydmyg mand er hverken ydmyg eller egoistisk.
Han ér simpelthen.
Han er næppe opmærksom på, at han er ydmyg.
Hvis du er opmærksom på, at du er ydmyg, så er egoet der.
Betragt en ydmyg person...
Der er millioner, som tror, at de er ganske ydmyge.
De bukker ganske dybt, men lur dem - de er subtile egoister.
Vel, ydmyghed er deres kilde til føde.
De siger, "Jeg er ydmyg", og ser på dig og forventer, at du bekræfter dem.
"Du er virkelig ydmyg," vil de gerne sige.
"Faktisk er du verdens mest ydmyge mand; ingen er så ydmyg, som du er."
Betragt da smilet, der kommer.
Hvad er egoet?
Egoet er et hierarki, der siger, "Ingen er som mig."
Det kan føde en ydmyg - "Ingen er som mig, jeg er den mest ydmyge person."
Det skete engang:
En fakir, en tigger, bad i en moske tidligt om morgenen, da det stadig var mørkt.
Det var en bestemt religiøs dag for Muhammedanere, og han bad, og han sagde, "Jeg er ingen. Jeg er den fattigste af de fattige, den største synder af alle syndere."
Pludselig var der endnu en person, der bad.
Han var landets kejser, og han var ikke opmærksom på, at der var en anden, der bad - det var mørkt, og kejseren sagde:
"Jeg er ingen. Jeg er ingenting. Jeg er blot tomhed, en tigger ved døren."
Da han hørte, at en anden sagde det samme, sagde han, "Stop! Hvem prøver at overtage mig? Hvem er du? Hvor vover du at sige, før kejseren, at du er ingen, når kejseren siger, han er ingen?"
Således virker egoet.
Det er så avanceret.
Dets bevægelser er så avancerede og listige; du må være meget, meget vågen og vagtsom for at se det.
Prøv ikke at være ydmyg.
Bare prøv at se, at al elendighed og pine kommer gennem egoet.
Bare betragt!
Ingen grund til at forkaste det.
Du kán ikke forkaste det.
Hvem vil? Forkasteren vil da blive egoet.
Det kommer altid tilbage.
Hvad du end gør, træd ud af det og betragt.
Hvad du end gør - ydmyghed, enkelthed - intet nytter.
Kun ét er muligt, og det er at betragte og se, at det er kilden til al elendighed.
Sig det ikke.
Gentag det ikke - IAGTTAG.
For hvis jeg siger, at det er kilden til al elendighed, og du gentager dette, så er det ubrugeligt.
DU må komme til dén forståelse.
Når som helst du føler dig elendig til mode, da luk øjnene, og prøv ej at finde en ydre årsag.
Prøv at se, hvor elendigheden kommer fra.
Det er dit eget ego.
Hvis du konstant føler og forstår, og forståelsen af, at egoet er årsagen, bliver dybt rodfæstet, så vil du en skønne dag erfare, at egoet er forsvundet.
Ingen har forkastet det.
Du iagttager simpelthen; det forsvinder simpelthen, fordi den endelige forståelse af, at egoet forårsager al elendighed bliver forkastelsen.
DEN ENDELIGE FORSTÅELSE ER LIG MED EGOETS FORSVINDEN.
Og du er klog nok til at se egoet i andre.
Enhver kan se enhver andens ego.
Når det kommer til dit eget, da har vi problemet - for du kender ikke territoriet, du har aldrig rejst i det.
Hele stien til det guddommelige, det ultimative, må gå igennem dette egoets territorie.
Det falske må forstås som falskt.
Kilden til elendighed må forstås som kilden til elendighed - da forkastes denne simpelthen.
Når du véd, det er gift, forkastes det.
Når du véd, det er ild, forkastes det.
Når du véd, dette er Helvede, forkastes det.
Og så siger du aldrig, "Jeg har forkastet egoet."
Så ler du blot af det hele, dén vittighed, at du var skaberen af al elendighed.
Jeg så blot efter nogle få tegneserier af Charlie Brown.
I én af dem leger han med klodser, bygger et hus af børns klodser.
Han sidder midt i klods-bygningen og bygger muren.
Da kommer en stund, da han er omgivet; alt omkring ham er den mur, han har skabt.
Da græder han, "Hjælp, hjælp!"
Han har skabt det alt sammen!
Nu er han omringet og indespærret.
Dette er barnligt, men det er alt, hvad du også har gjort.
Du har bygget et hus omkring dig selv, og nu jamrer du, Hjælp, hjælp!"
Og elendigheden bliver millionfoldig - for der er hjælpere i den samme situation.
Det skete, at en meget smuk kvinde besøgte en psykiater for første gang.
Så siger psykiateren, "Kom venligst nærmere."
Da hun kommer nærmere, springer han på hende, omfavner og kysser kvinden.
Hun er chokeret.
Så siger han: "Sid nu ned. Dette hjælper mig med mit problem - nu, hvad er dit problem?"
Problemet bliver mangfoldigt, fordi der er hjælpere i den samme situation.
Og de ønsker at hjælpe, for når man hjælper nogen føler egoet sig ganske godt - fordi du er en stor hjælper, en stor guru, en mester; du hjælper så mange mennesker.
Jo større tilhængerskare, des bedre tilpas føler du dig.
Men du er i den samme situation - du kan ikke hjælpe.
Du vil snarere skade.
Folk, som stadig har deres egne problemer kan ikke være til megen hjælp.
Kun én, som ej selv har nogen problemer, kan hjælpe dig.
Kun da er der klarheden til at se, til at gennemskue dig.
Et sind uden dets egne problemer kan se dig, du bliver gennemsigtig.
Et sind, som ej har dets egne problemer kan se igennem sig selv; det er derfor, det bliver i stand til at gennemskue andres sind.
I Vesten er der mange psykoanalytiske skoler, og ingen hjælp gives folk, snarere skade.
Fordi de, som hjælper andre, eller prøver på det, er i samme situation.
...Det er vanskeligt at se sit eget ego.
Det er ganske nemt at se andres egoer.
Men det er ikke pointen, du kan ikke hjælpe dem.
Prøv at se dit eget ego.
Bare betragt det.
Vær ikke forhastet med at forkaste det, bare betragt det.
Des mere, du betragter, des dygtigere bliver du.
Pludselig en skønne dag vil du simpelthen se, at det ér forkastet.
Og når det forkastes af sig selv, først da forkastes det.
Der er ingen anden måde.
Før kan du ikke forkaste det.
Det falder som et vissent blad.
Træet foretager sig ingenting - bare en brise, en situation, og det døde blad falder simpelthen af.
Træet bemærker ikke engang, at det døde blad er faldet af.
Det laver ingen støj, ingen proklamation - ingenting.
Det døde blad falder simpelthen og lander på jorden, bare sådan.
Når du er moden til forståelsen, iagttagelsen, og du har følt til fuldstændighed, at egoet er årsag til al din elendighed, så vil du en dag simpelthen se det døde blad falde.
Det falder til ro på jorden, visner af sig selv.
Du behøver ikke at foretage dig noget som helst, så du kan ikke proklamere, at du har forkastet egoet.
Du tager i betragtning, at det simpelthen er forsvundet, og da åbenbares det virkelige center.
Og dette virkelige center er sjælen, selvet, guden, sandheden, eller hvad du nu vil kalde det.
Det er navnløst, så alle navne er gode.
Du kan give det ethvert navn, du synes om.
Af Osho, fra "Beyond the Frontier of the Mind"
- oversat af Golden Ego
Ingen kommentarer:
Send en kommentar