Et ny paradigme og en ny Mysterieskole

Et paradigme er en grundlæggende, konstant tilstedeværende og allestedsvirkende struktur, der danner en hel kulturs, civilisations eller æras tanke & handligssæt. Det findes i alle lag af kulturen: dens trossystemer, dens videnskab, dens politik, dens moral og filosofi, dens meneskesyn, dens økonomi og måde at organisere sig på. 
Kort sagt dens selvforstående verdensbillede, dets præmis. 

Det er er så grundlæggende og 'under huden', at det samtidig er usynligt. For at få øje på det, skal man stille meget fundamentale spørgsmål. Det er både for stort og for småt til at være umiddelbart synligt. Det er nemmest at opspore, når der er revner i bygningsværket. I disse tider er der revner overalt. Nogle kalder det en krise, andre kalder det en transformation. Det eneste, der er sikkert er, at ingen og intet går ram forbi. 
Det er paradigmets natur.

Det første skridt er at opdage, at intet er, som man troede. Hvorvidt det er en krise for menneskene eller en transformation, vi bør hilse velkommen, er et spørgsmål om attitude. Det sidste bør være at foretrække.

Grundstenene til Mysterieskolen blev lagt i efteråret 2010. Virkeligheden overhalede imidlertid undersøgelsen af virkeligheden og Mysterieskolen blev sat på standby i et stykke tid. Nu er tiden imidlertid inde til at forsætte projektet.

Meget af indholdet på denne hjemmeside er et framework i dialog form. Her findes meninger om alt, hvad der rører sig. Uden meninger ville det hele være 'meningsløst'. Der bliver ikke foregøglet neutralitet eller falsk 'objektivitet', for den slags findes ikke i noget skrift. Et framework er hvor man kan anbringe information på en overskuelig måde. Det er en tilbudt forståelsesramme. Det anbefales herfra at alle opretter deres egen ramme til deres egen forståelse. Sørg for at der godt med plads - du får meget hurtig brug for den.

Intet er originalt og alt er en kopi er noget andet. Her foregiver vi ingen ophavsret eller at være kilde til noget som helst.

Tilgengæld vil vi også kun sjældent henvise til kilder ... for hvad er der særlig værdifuldt ved genslynget sludder? 

Det startede med, at der var noget galt. Der manglede noget, tingene hang ikke sammen, der blev løjet og stukket plader. Når man nærmede sig noget vigtigt, blev der tomme blikke, dum undren eller irritation. Der var huller i reolen og arkivskufferne var tomme. Folk talte om pseudohændelser frembåret af medier, som om det var vigtigt og sandt. Der blev snakket på livet løs, men ingen spurgte til præmissen for al snakken. Eksperter udtalte sig, som om de var præster. Samtidig blev der festet på livet løs. Ubekymretheden havde en underlig kvalt karakter, som et skrig under låg. Alle var lalleglade, når man gik en tur på gaden eller lukkede op for et eller andet medie. Folks virkelighed var et realityshow. Uautenciteten råbte - men der var ingen lyd på. 

Det måtte ske noget. Det startede ud med et par psykedeliske trips af ekstraordinær karakter efterfulgt af en tværdisciplinær udforskning af tilsyneladende inkompatible' emner indenfor politik, videnskab/teknologi og filosofi/spiritualitet i et forsøg på at finde ud af, hvorfor Verden og vores viden fremstod som en gennemhullet svamp med en dårlig lugt. Det blev undervejs klart, at de enkelte emners implikationer var langt mere omfattende end først antaget og at der var nogle meget, skal vi sige, mørke områder. Jeg (Casper -red.) af havde fornemmelsen af at stå med et afmonteret og kompliceret apparat, hvor såvel samle- som brugs-manualen var smidt væk.

Jeg blev nødt til at lægge snittet et andet sted, end man man normalt 'har lov til'. Mange eksperter vil hævde, at man er nødt til at vide ALT om et emne, for at være kvalificeret til at udtale sig. Men denne attitude, som desværre er næsten enerådende, skaber ikke sammenhænge, men destruerer dem. Metoden med et tværsnit er associerende og ikke-systematisk afgrænsende. Snittet bliver ikke lagt lodret ned i et fagligt, disciplinært hul. Men på Mysterieskolen er vi ikke bundet af faste stillinger indenfor videnskabelige grene, af faglig prestige, kollegial accept eller fondsmidler. På Mysterieskolen er vi udelukkende bundet af egen nysgerrighed og utilfredshed med det, vi lærte i skolen, læser i aviserne, ser på skærmene og får at vide, hvis vi spørger de lærte og de meningsdannende. 

Vi er heller ikke bundet af det journalistiske dogme om, at der kun må være én vinkel i en historie. Ensidig vinkling forudsætter og vedligeholder dumheden hos mennesker, der ikke kan forstå komplekse sammenhænge. Vi forstår godt, hvorfor journalisten har lært at vinkle, for de vil gerne sælge aviser. Men vi mener, de gør en fejl ved at undervurdere deres læsere. Ved at overforsimple Verden, udsiger vi en løgn, vi reducerer i vores iver for at 'den skal gå rent ind' virkeligheden til endimensionalitet. Men Verden er multidimensionel. Man kan sige, at vi faktisk er nødt til at opgive kasse-tænkningen og den ene vinkel, på grund af emnets substans - det er født tværdisciplinært. Hvis vi absolut skal aftvinges én vinkel bliver den noget i retning af:

Intet er, som vi lærte i skolen - alt skal op og vende.
Start hvorsomhelst, for Verden er en fraktal labyrint.
Let sløret hvis vi ikke vil kvæles.
Forvent herefter både ubehageligheder og mirakler.

Der bliver luftet en del påstande undervejs, og på nogle punkter kan der være øretæver og hoverysten i luften. Lad det dog være sagt med det samme: vi postulerer meget, men ikke altid med naturvidenskabelig vandtæthed. Visse ting er simpelthen ikke forenelige med den nuværende herskende videnskabelige diskurs.

Fri fantasi er uinteressant. Bortset fra, at den slags ikke findes, da al fantasi tager afsæt i noget, man han hørt, læst og vævet videre på. Det, der er interessant er beretninger og viden, der kan sandsynliggøres og verificeres vha. undersøgelser, øjenvidner, afsløringer, opgravninger og sammenkædninger / sammenlæsninger, der ikke normalt foretages. Sund skepsis parret med nysgerrighed og mod er nødvendig. Overdrevet skepsis parret med fordomme, frygt og arrogance er destruktiv.

Spørgsmålene er ikke nye og på ingen måde 'originale'. Eller også er det netop de originale/oprindelige spørgsmål, man som menneske er nødt til at stille sig mindst én gang i løbet af et menneskeliv - nogen ville sige løbende, hver dag, hvert minut: Hvem er vi, hvorfor er vi her, hvor bevæger vi os hen? Giver det mening? Hvordan skal vi tyde det, der sker? Hvad er det egentlig, der sker? og hvad er vores rolle i det? Er det meningen, at vi skal gøre noget, og er der overhovedet noget at gøre?

Et tillægsspørgsmål: er det individ, vi ser på gaden i dag, og den kultur, vekommende lever i, at betragte som højdepunktet indenfor civilisation og videnskultur? Det bliver hårdnakket hævdet, og kulturer andetsteds og andentids bliver beskrevet derefter: som lavkulturelle, lavteknologiske undermålere med hang til at fortælle skrøner og tegne børnetegninger. Og som forfædre, hvis overleveringer vi kan underholde os med, men som ikke har vidst noget af det, vi knokler med i dag, og som vi derfor heller ikke kan lære noget af.

Denne forgrenede undersøgelse udsprang af et voksende behov midt i groteske mængder af fragmenteret viden. Hvis man ikke er vant til at tænke 'ud af kassen', vil der være emner undervejs, der kan forekomme uspiselige. Vores bud er: kør dem igennem alligevel og se om de ikke skulle vise sig at falde på plads på en eller anden måde. 

Inden svarene begynder at rulle frem. Dette er et FRAMEWORK, udsynet er begrænset og svarene, der dukker op i rigelige mængder udspringer af spørgsmål, spørgsmål og atter spørgsmål. De bliver ved og skal blive ved. Spørgsmålene er vigtigere end svarene. Svarene kan være besnærende, men når de er indenfor skudhold, flytter målet sig. Det skyldes, at den manglende viden og den manglende forbindelse mellem eksisterende felter af viden er enorm. Til glædelig overraskelse har det vist sig, at antallet af de fine tråde, der for tiden skyder ud for at genetablere denne forbindelse, også er: enorm.

Et buzz-ord i erhvervslivet var for år tilbage 'vidensdeling'. Tanken var indlysende rigtig - vidensdeling forøger vores allesammens, og dermed også den enkelte viden. Du får altid mere, end du giver i sidste ende. Tilsammen ved vi meget. Synergi, taler man om. Mange fine ord og tilsyneladende hensigtserklæringer, som desværre ikke stikker særlig dybt. Enten glemmer vi at stille viden til rådighed for hinanden, eller også er vi angste for, at nogen skal stjæle vores viden. Eller vi har ikke respekt for værdifuld akkumuleret viden (og ja, der findes rigeligt af ubrugelig viden) og er tilbøjelige til at kassere den uden værdsættelse. 

Vi er fragmenteret i rum, tid, bevidshed og specialisering. Begrebet vidensdeling er blot et mere teknisk ord for generøsitet og værdsættelse. Vi lever i et u-generøst samfund. Nogen taler om videnssamfundet, men i øjeblikket hersker der en tilstand af grotesk uvidenhed. Generøsitet er på ingen måde det samme som velfærd. Velfærd kan være et kraftigt bedøvelsesmiddel. En forkælet, tagen-for-givet, ragen til sig mentalitet. Vi er ved at blive kvalt i vor egen velfærd og i bund og grund keder den os... Vi fester med en kerne af lurende depression.

Men ligeså meget snavs, der er er i Verden, ligeså meget eksplosiv og fantastisk undergrund af utrolige initiativer til at bryde igennem muren findes der. Langt flere end vi forestiller os. Vores sind er vænnet til at se snavset, for det er sendt i hovedet på os og bliver for tiden kørt frem som en mur. Vores sind trænger til at bliver omdirigeret til at få øje på, at der rent faktisk sker noget ganske særligt for tiden.

Denne eksplosive initiativkraft er Mysterieskolen et produkt af - og vi håber at kunne danne en flydende ramme, platform eller portal for denne kreative og eksplosive skaberlyst vi mærker spirer.

Vores ønske er at tjene som en hub for informationsdeling, idéudveksling og event-mageri 

Mysterieskolen er et projekt for at genopleve det arkaiske. Og vi håber du vil være med.