Sproglige udfordringer

Vi har i vores sprog en udfordring der må overvindes hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå en fælles forståelse, og forståelse er for mig at se nøglen til en lykkelig sameksistens, da forståelse opløser fordom. 

Sprog er fænomenet vi benytter os af for at skabe vores fælles virkelighed. Vi er kun i stand til at opfatte vores virkelighed indenfor de rammer som vores sproglige tradition tillader os, som udtrykt af Aldous Huxley i Erkendelsens Døre:

“For at formulere og udtrykke indholdet af denne reducerede årvåågenhed har mennesket opfundet og i det uendelige differentieret de symbolsystemer og implicite filosofier, som vi kalder for sprogene. Ethvert menneske er på samme tid ‘nyder af’ og ‘offer for’ den sproglige tradition, det er født ind i - nyder, for så vidt som sproget giver adgang til de sammenhobede beretninger om andre menneskers erfaringer, offer, for så vidt som det i mennesket bekræfter den tro, at den reducerede årvågenhed er den eneste årvågenhed, og det forkludrer dets virkelighedssans, så at det bliver alt for tilbøjeligt til at antage sine ideer for givne kendsgerninger, sine ord for de egentlige ting. Det, der i religionens srog kaldes for »denne verden«, er den reducerede årvågenheds univers, udtrykt og i realiteten forstenet af sproget. De forskellige »andre verdener«, som menneskene planløst tager føling med, er et tilsvarende antal elementer i totaliteten af den årvågenhed, som hører til verdenssjælen. De fleste mennesker ved og kender det meste af tiden kun, hvad der kommer gennem reduktionsventilen og af det stedlige sprog er sanktioneret som ægte virkeligt.”

 – side 19, dansk udgave, oversat af Mogens Boisen, 1988, udgivet på Hernov. 

Det er altså fundamentalt for at skabe en fælles forståelse, at vi har en fælles begrebsramme og forstår det samme, ved de samme begreber. 

Det sprog vi tænker på og vores ordforråd begrænser vores evne til at forstå virkeligheden. 

Overvej et ord som "kærlighed". 

Kærlighed er i første omgang en følelse. I vores sprog, har vi blot et enkelt ord for hvad der måske er den mest komplekse følelse i al evighed. Alt i mens der er tusindvis af forskellige typer af kærlighed. Der er romantisk kærlighed, familie kærlighed, venskab, flirt, forældrenes kærlighed, Guds kærlighed, kærlighed til Gud, ånd og natur, jaloux og besidderisk kærlighed, uselvisk kærlighed, uskyldig kærlighed og så videre...

Der er aldrig nogensinde to mennesker oplever kærligheden på nøjagtig den samme måde, men alligevel har vi blot ét ord for noget, der er så uendelig kompliceret. På andre sprog, er der imidlertid nogle gange snesevis eller endda hundredvis af forskellige ord for de grader og typer af kærlighed, som mennesker kan opleve. 

Eksempelvis på oldgræsk finder vi begreber som;

Agápe der henviser til en generel hengivenhed eller dybere følelse af "ægte kærlighed", en selvopofrende kærlighed som til ens børn eller ægtefælle; 

Éros er lidenskabelig kærlighed, med sensuel lyst og længsel, selv om det ikke behøver at være seksuel karakter. 

Platon forfinede sin egen definition: Selvom éros første omgang føles for en person, bliver det med kontemplation en påskønnelse af den iboende skønheden i denne person, eller endog, påskønnelse af skønhed i sig selv. Platon taler ikke om fysisk tiltrækning som en nødvendig del af kærlighed, derfor brugen af ​​ordet platonisk, "uden fysisk tiltrækning." 

I Platons værk Symposion fremfører Sokrates sit argument, at eros hjælper sjælen til at erkende viden om skønhed, og bidrager til en forståelse af åndelig sandhed. “Den ideelle form af ungdommelige skønhed, fører os mennesker til at føle erotisk begær - hvilket antyder, at selv den sanseligt-baserede kærlighed stræber efter det ikke-kropslige, et åndeligt tilværelsesplan, det at finde sin sandhed, fører til transcendens. Elskere og filosoffer er alle inspireret til at søge sandheden i form af éros.”; 

Philía betyder venskab eller hengiven kærlighed i moderne græsk. Det er en lidenskabsløs, dydig kærlighed, et koncept udviklet af Aristoteles. Det omfatter loyalitet over for venner, familie og samfund, og kræver dyd, lighed og fortrolighed. I gamle tekster, betegnes philos som en generel type af kærlighed, der anvendes til kærlighed mellem familie, mellem venner, et ønske eller nydelse af en aktivitet, såvel som mellem elskende.

Storgē betyder "hengivenhed". Det er naturlig hengivenhed, som følt af forældre til barn. 

Men hvad har det at gøre med forskellige grader af virkeligheden? 

Alt og intet, sproget er et medium for vores tanker. Tanker kan øge vores forståelse af et emne, men de kan lige så let indsnævre eller helt blokere vores forståelse af et emne. Det afhænger i høj grad af vores sprog eller måske rettere den begrebsramme vi har adgang til. Hvis det sprog vi tænker i, ikke har de rigtige ord for det, vi forsøger at forstå eller udtrykke, er det ligesom at forsøge at sætte en firkantet klods i et rundt hul. 

Så når vi kun har kun ét ord for alle kærlighedens farver, så kan vi begynde at 'tænke' kærlighed i stedet for at føle det. Og når vi tænker kærlighed føler vi ikke alle dets uendelige betydninger. Når vi tænker kærlighed i stedet for at føle kærlighed bliver vi upræcise i vores opfattelse. Vi kan komme til at tage det for givet, og vi kan, når vi tænker på 'kærlighed' fejlagtigt tro, at vi allerede kender og har oplevet alle dets mulige former.

Med andre ord, når vi tænker på "kærlighed" har vi et koncept for kærlighed, der er baseret på vores tidligere erfaringer og associationer med kærlighed, og dette koncept kan stoppe os fra at opleve andre former for kærlighed, medmindre vi har yderligere ord til rådighed der definerer forskellige gradueringer af kærlighed eller vi har en oplevelser der transcenderer og opløser konceptuelle rammer. 

Det kan måske virke absurd at påstå at det at tænke et ord skulle stoppe os fra at opleve hvad ordet beskriver, men når vi tænker på noget konceptuelt, afskærer vi os fra det væsentlige, f.eks. fra et zen buddhistisk synspunkt er det kun ved at gå ud over vores begrænsede begrebsliggørelse af noget, og opleve dets 'Sådanhed,' eller essentielle natur, at vi kan komme til at vide, hvad en ting, erfaring eller forståelse virkelig er, den nøgne eksistens, den givne, ikke begrebs-udtrykte begivenheds uendelige værdi og betydningsfuldhed. 

Det er den samme fattigdom i sproget der skaber den udfordring der gør sig gældende når talen falder på de psykoaktive stoffer, en fattigdom der sammen med årtiers tabuisering, fordom og uvidenhed næsten umuliggør det, at have en intelligent diskussion om de psykologiske, medicinske, etiske og juridiske aspekter vedrørende “stoffer”.

Problemet er her, at vi som oftest henviser til alle psykoaktive stoffer med tomme begreber såsom "narko-tika" eller blot “stoffer”. 

Da jeg i de følgende indlæg her på bloggen vil skrive omkring forskellige psykoaktive stoffer og hvorfor jeg mener en total afkriminalisering er den eneste fornuftige løsning vil jeg her introducere de forskellige begreber jeg vil gøre brug af for at differentiere imellem de forskellige psykoaktive stoffer.

Stimulanser: Ecstasy (MDMA), amfetamin, methamfetamin, kokain, koffein (det psykoaktive stof i kaffe og te), efedrin.

Depressanter: Alkohol, tobak (nikotin) GHB, rød fluesvamp, diazepam (valium), opiater (opium, kodein, morfin, heroin)

Dissociativer: DXM (Dexofan (dissociativt psykedelisk virkning)), ketamin (dissociativt psykedelisk virkning), lattergas (N2O) 

Psykedelika: psilocybin, meskalin, LSD, DMT, 2C-*, (betegnelse for psykedeliske phenethylaminer (f.eks. 2C-B, 2C-C, 2C-E, 2C-I)), salvia divinorum, THC (det aktive stof i cannabis planten (har også depressant virkning))

Det ville måske også være på sin plads at beskrive de forskellige begreber. 

Stimulanser kendetegnes ved at øge aktiviteten i det sympatiske nervesystem og giver en følelse af eufori.

Depressanter er stoffer, som nedsætter aktiviteten i nervesystemet. Selvom stofferne kan virke på mange forskellige måder, har de alle visse karaktertræk til fældes. Påvirker balanceevne og koordination, virker smertestillende, forårsager søvn, undertrykker vejrtrækningen, hvilket kan være farligt ved høje doser.

Dissociativer kendetegnes ved at de skiller sanse-indtryk fra den almindelige bevidsthed. En sådan sensorisk blokade kan facilitere selvudforskelse, hallucinationer og drømmelignende oplevelser i sindet, virkelighedsfjernelse og ud-af-kroppen-oplevelser, manglende social hæmning, hvilket vil sige at man hurtigt kommer til at udelade de hvide løgne, vi alle bruger mange gange hver dag for at konformere socialt og derfor er hudløst ærlig. 

Psykedelika adskiller sig væsentligt fra alle andre stofgrupper, idet de ikke har en specifik virkning i sig selv, men i stedet fungerer ved at forstærke og uddybe processer, der allerede foregår i sindet i forvejen. Dette gør psykedelikas virkning ret uforudsigelig, og ekstremt afhænging af brugerens sindstilstand og livshistorie, samt det miljø stoffet indtages i. Visse generelle karekteristika kan alligevel godt nævnes som hallucinationer, frembrud af fortrængte emner fra psyken, opløser grænser og kulturelt betonede opfattelser samt faciliterer værdiforandring gennem radikalt ændret opfattelse af omverdenen, kropsbilledet, psyken og andre mennesker. 

Ordet psykedelisk blev iøvrigt første gang brugt i et brev af den britiske psykiater Humphrey Osmond til forfatteren Aldous Huxley i 1957. Ordet afledt fra oldgræsk og sammensat af psychë (ψυχή) som betyder sjæl/ånd/sind og dēlōsē (δήλωση) der betyder at manifestere/åbenbare/synliggøre, altså “at synliggøre sjælen” eller “sjælemanifesterende”. 
Entheogen er endnu et begreb der ofte anvendes til at beskrive de organiske, naturlige, psykedeliske substanser, entheogen er også afledt fra oldgræsk, »entheos« betyder fyldt med gud eller inspireret og »genesthai« der betyder at blive til, i forfatning bliver det til “at skabe det guddommelige indeni” eller “at blive inspireret af det gudommelige” 

På en personlig note tror jeg, ​​at det, der gør den psykedeliske oplevelse så unik er, at det skaber en forbindelse til selve sindet af Moder Jord hende selv.