Jeg vil starte ud med en påstand om at alt hvad vi foretager os, er med henblik på at ændre vores bevidsthed.
Vi danner venskaber, så vi kan føle bestemte følelser, såsom kærlighed, og undgå andre, såsom ensomhed. Vi spiser bestemte fødevarer for at nyde deres flygtige tilstedeværelse på vores tunger. Vi læser for at opleve fornøjelsen af at tænke en anden persons tanker. Vi ser teater og film, lytter til musik og spiller spil for at opleve bestemte følelser, danne bestemte tanker og for en stund fordybe os i en anden virkelighed.
Hvert eneste vågne øjeblik - og endda i vores drømme - kæmper vi for at lede strømmen af sensation, følelse og kognition mod de tilstande af bevidsthed som vi værdsætter.
Stoffer er et andet middel til at opnå dette mål. Nogle er ulovlige, nogle er stigmatiseret, og nogle er farlige, uden at der dog er sammenhæng mellem lovlighed og farlighed....
Nogle af de mest udbredte stoffer i verden såsom sukker, alkohol, koffein, tobak og ikke mindst TV kan nydes ad libitum i næsten alle samfund på jorden, og følgevirkningerne er af katastrofale proportioner... Men visse stoffer, af ekstraordinær karakter og nytteværdi, såsom psilocybin (det aktive stof i "magiske svampe") og lysergsyrediethylamid (LSD), som ikke udgør en nogen risiko for afhængighed og som er fysisk veltolereret, kan man alligevel blive sendt i fængsel for at formidle eller beside.
Jeg kan ikke forestille mig nogen politisk rettighed mere grundlæggende end retten til selv at administrere indholdet af ens bevidsthed. Den kendsgerning, at vi unødigt ødelægger livet for ikke-voldelige stofbrugere ved fængsle dem, med enorme udgifter til følge, udgør et af de største moralske svigt i vor tid.
Mennesket har indtaget psykedeliske stoffer i årtusinder, og meget tyder på at de også har spillet en essentiel rolle i vores evolutionære historie, som sammenhængen mellem præ-humanoid og homo sapiens.
Tiltrods for den langvarrige brug af psykedelika begyndte den den videnskabelige forskning i vesten først i starten af det 20. århundrede med syntetiseringen af mescalin i 1919 og senere LSD i 1938, mens de første deciderede forsøg med stofferne først begyndte i 1950erne. I 1965 var der dog blevet offentliggjort resultater fra flere tusinde forsøg, primært forsøg med psilocybin og LSD hvoraf mange bevidnede om anvendeligheden af psykedelika i behandling af klinisk depression, tvangstanker, alkoholmisbrug og dødsangst ifbm. terminal cancer. Desværre blev hele forskningsfeltet lukket ned og gjort forbudt i et naivt forsøg på at dæmme op for spredningen af disse stoffer i den brede befolkning. Til ingen umiddelbar succes. Stofferne fandt vej, men videnskabens forståelse udeblev og emnet blev gjort til tabu i det brede samfund.
Efter en tvunget pause på 40 år er den videnskabelige forskning af psykedelika dog så småt blevet genoptaget. De nye studier omfatter psykedeliske stoffer som psilocybin, mescalin, LSD og DMT. De fleste synes at udøve deres indflydelse via serotonin i hjernen, især ved binding til 5-HT2A receptorer hvilket fører til øget aktivitet i præfrontal cortex, den forreste del af hjernens frontallapper.
Den øgede aktivitet i frontallapperne, som evolutionært er den yngste del af vores hjerne, hænger sammen nye resultater indenfor neurovidenskaben som viser at vi er ved at udvikle en “hel ny hjerne”, med hidtil uset symmetri i mellem den højre- og venstre hjernehalvdel samt en netop langt højere energi tilførsel til frontallapperne end vi tidligere har observeret.
For at forstå hvad det vil sige at vi er ved at udvikle “en ny hjerne” tager vi lige et kig på hvad hjernen er for en størrelse...
Hjernen består af to halvdele som er forbundet med en lille bro kaldet hjernebjælken, som næsten er den eneste forbindelse imellem de to hjernehalvdele, hvorfor deres funktion er uafhængig af den anden hjernehalvdels funktionsniveau.
De to hjernehalvdele har forskellige funktions områder, den højre hjernehalvdel går for at være den kreative, intuitive og helhedsopfattende hjernehalvdel der håndterer det visuelle, det følelsesmæssige og de rumlige relationer. Den venstre hjernehalvdel står imodsætning for det logiske, analytiske, detaljeorienterede, matematiske, verbale og sproglige.
Motorikken styres spejlvendt af hver sin halvdel, dvs. højre side af kroppen styres af venstre hjernehalvdel og vice versa.
Imidlertid har rigtig mange mennesker en stor ubalance mellem venstre og højre hjernehalvdel. Den venstre er simpelthen den mest dominerende hos de fleste mennesker, hvilket man kan se når man foretager målinger af hjernebølger, et såkald brainmap.
Studier med tibetanske munke har vist at der under meditation sker en kraftig forøgelse af aktiviteten i den forreste del af hjernen, hvor specielt de meget hurtige gamma-bølger blev dominerende. Ved andre studier hvor man har hjulpet ikke-meditations praktiserende mennesker med at stimulere frontallapperne, fortæller folk, at de bliver mere fokuserede, får mere energi, overblik og større mental klarhed.
Undersøgelser foretaget af den danske psykolog, Ph.D. og hjerneforsker Erik Hoffmann viser at folk får bedre adgang til den højre hjernehalvdel og underbevidstheden, når de er i dyb hypnose, når de mediterer eller tager psykedeliske stoffer såsom psilocybin, mescalin, LSD og DMT.
Der opstår et langt højere samspil i mellem hjernehalvdelene og et højere bevidsthedsniveau opleves. Det øgede samspil mellem hjernehalvdelene skaber grundet hjernens plasticitet, også kaldet neuroplasticitet, større symmetri i mellem de to hjernehalvdele. Neuroplasticitet dækker over ændringer i nervebanerne og synapserne, som skyldes ændringer i adfærd, miljø og neurale processer.
Sagt på en anden måde, så er vi i stand til ændre måden hvorpå hjernen fysisk er koblet sammen på, igennem mentale processer og indtagelse af psykedeliske stoffer.
Denne øgede symmetri i mellem hjernehalvdelene giver et vedvarende resultat i form af førnævnte effekter som mere energi, større overblik og mental klarhed samt en følelse af forbundethed, eller et højere bevidsthedsniveau. Udover et højere bevidsthedsniveau åbner den øgede energi tilførsel til frontallapperne og den øgede balance mellem hjernehalvedene også døren for at parapsykologiske evner, såsom telepati, kan komme på tale.
Telepati skal dog ikke læses som evnen til at “høre hinandens tanker” som det tit og fejlagtigt bliver fremstillet som, men mere evnen til at kommunikere non-verbalt og forstå hinanden på et dybere niveau, fornemme hinandens tanker, følelser og behov.
For måske at gøre det mere forståelseligt med denne kobling kan vi se på hjernen som en radio sender og modtager. Hjernen skaber et elektromagnetisk felt rundt omkring kroppen, (vi er i dag i stand til at aflæse hjerneaktiviteten igennem disse felter med bestemte hjelme og sensorer, uden direkte berøring) og meget lig de WiFi routere som mange folk har stående i deres hjem, afhænger rækkevidden og båndbredden, af signalstyrken på radiosignalet. Når vi tilfører mere energi til frontallapperne som huser de hurtige gamma-bølger forstørres både rækkevidden af vores elektromagnetiske felt og informationstætheden, samtidig med at vi grundet den større klarhed og mindre baggrundsstøj er i bedre stand til at opfatte information fra andres elektromagnetiske felter.
Hvad forskningen altså peger på er at vi er midt i processen til at udvikle en helt ny hjerne, og at vi selv har mulighed for at påvirke dette igennem meditation, hypnose og brugen af de forbudte psykedeliske stoffer. Andre måder at opnå lignende stimulerende effekter på hjernen, er igennem yoga, tantra, chanting, musik, sang og dans. Der er også udviklet forskellige teknologiske hjælpemidler til at synkronisere og stimulere hjernen på.
Jeg tror vi alle har en ubevidst interesse i det psykedeliske fordi vi intuitivt ved at vi skal forsætte med at udvikle os. Kulturelle værdier, uvidenhed og fordom afholder imidlertid størstedelen fra at stifte bekendtskab med dem.
Men vi stræber efter “mere” fordi vi ved at dette ikke er det ultimative stadie af eksistens, fordi alting omkring os minder os om det. Vi oplever en form for eksistentiel rastløshed.
Alle systemer er i krise, men fordi vi er blevet indoktrineret til at kalde det for “verdens bedste”, så vi ser det ikke, kulturen har gjort os blinde. Alligevel og tiltrods for denne indoktrinerede dobbelt-tænk fornemmer vi altings utrolig ringe tilstand, og sociale- og politiskebevægelser opstår jævnligt for at kræve forandring, desværre ofte uden videre succes, da forudsætningen for forandring ligger i en bevidsthedsmæssig forandring, og det eneste disse bevægelser ofte gør er at stille krav om at bevidsthedsløse institutioner skal finde en løsning på det hele. Men vi er løsningen. Vi har muligheden for selv at kunne forandre verden, ved at forandre os selv, og opnå et højere bevidsthedsniveau, for kun herigennem kan vi finde de løsninger som skal til for at løse vores udfordringer.
Som Einstein er krediteret for at udtale; “Ingen problemer kan løses med det samme niveau af bevidsthed som skabte dem.”
Vi er nået til et punkt i evolutionen hvor biologien ikke længere alene driver værket, men vi nu, som selvbevidste væsner, selv skal investere os i den forsatte udvikling.
Tiltrods for de allestedsnærværende kriser der involverer ethvert system ligefra naturens økosystemer til samtlige af de menneskeskabte systemer er der ingen grund til frygt.
For i et historisk, altomfattende perspektiv er intet nogensinde gået galt.
Alting er lykkedes. Lige fra universets opståen og frem til nu. Alting kan spores tilbage igennem "tid" og forklares i forhold til kausalitet. Årsag og effekt.
Selv i hele menneskets historie, med al vores såkaldte "fri vilje" har vi på intet tidspunkt i vores evolutionære historie begået et eneste fejltrin, et udsagn baseret på den iøjefaldende konklussion - at vi er stadig i live. Vi har ikke udryddet os selv - tiltrods for de fantastisk mange muligheder vi har haft herfor.
Som en effekt af den fri vilje har vi mulighed for at observere og på ethvert givent tidspunkt gribe ind i reaktionskæden - i mellem årsag og effekt - og derved udøve massiv indflydelse på reaktionskæden ...
Vores griben ind på dette tidspunkt i historien, er et griben ind i os selv, for at finde en ny vej.
En af de opgaver, jeg ser at vi som samfund har, er at oplyse os selv og forsøge at videregive eller måske rettere tilgængeliggøre vores viden og visdom til den efterfølgende generation.
Blandt andet viden om hvilke stoffer der er værd at indtage, og med hvilket formål, samt hvilke der ikke er. Et problemet som jeg beskrever i indledningen er at vi imidlertid henviser til alle psykoaktive stoffer med tomme begreber såsom "narko-tika" eller blot “stoffer” og det gør det næsten umuligt at have en intelligent diskussion om de psykologiske, medicinske, etiske og juridiske aspekter vedrørende deres brug. Fattigdommen i sproget er kun blevet afhjulpet svagt ved bl.a. at indføre begreber som "psykedelisk" der er med til at differentiere visse psykoaktive stoffer, der kan frembringe ekstraordinære bevidsthedstilstande af ekstase og indsigt, fra andre klassiske substanser såsom amfetamin, kokain og heroin.
Stofmisbrug og afhængighed er naturligvis reelle udfordringer, som afhjælpes gennem oplysning og behandling, ikke fordømmelse og indespærring. Folk har brug for at blive oplyst grundigt omkring brugen og virkningen af psykoaktive stoffer, og narkomaner har brug for behandling og hjælp til selvhjælp.
Jeg er i den heldige position at have en fantastisk nevø, min søsters barn, en herlig knægt der i skrivende stund er 11 år gammel. En dag vil han også møde “stofferne”, og jeg vil gøre alt hvad der er rimeligt, anstændigt og indenfor mit omfang af indflydelse for at han kommer til at vælge sine stoffer med omhu, men et liv uden stoffer er hverken forventelig eller ønskelig.
Jeg håber at han en dag vil nyde en kop te eller kaffe så meget som jeg har gjort og til stadighed gør. Og skulle min nevø have lyst til at drikke alkohol som voksen, hvilket han sandsynligvis vil, vil jeg opfordre ham til at gøre det på en sikker måde. Skulle han vælge at ryge hash, vil jeg opfordre til mådehold, selv tobak som jeg mener bør undgås, vil jeg ikke forhindre ham i at stifte bekendtskab med, jeg kan kun forsøge at oplyse ham omkring de positive og negative effekter af de enkelte stoffer og stole på hans fornuft og beslutningsevne. Men hvis han ikke mindst én gang i sit voksne liv, stifter bekendtskab med den psykedeliske verden, eksempelvis gennem psilocybin eller LSD er jeg bange for, at han vil være gået glip af et af de vigtigste overgangsritualer et menneske kan opleve.
Med det mener jeg ikke at sige, at alle og enhver skal tage psykedelika, på egen hånd.
Der er utvivlsomt folk det ikke tjener at udforske denne dimension af livet på egen hånd, psykiske ar på sjælen kan være medvirkende til at skabe så voldsomme oplevelser at det kan være svært for den enkelte at tøjle denne kraft alene. Som vi er klædt på i dag, er det min oplevelse at mange slet ikke vil være i stand til at håndtere de pus som underbevidstheden kan spille.
Mit personlige møde med de psykedeliske stoffer var i en alder af 21 år og når jeg kigger tilbage på tiden der er passeret siden er det for mig tydeligt hvordan psilocybin og de andre psykedeliske stoffer har været en uundværlig kilde til indsigt og selvforståelse, og hvordan nogle af de mest betydningsfulde timer af mit liv er blevet tilbragt under deres indflydelse. Jeg tror aldrig jeg ville have opdaget, at der var et indre landskab i sindet værd at udforske, uden først at have stiftet bekendtskab svampene.
Den blotte eksistens af psykedelika synes at skabe det materielle grundlag for et åndeligt liv, hævet over enhver tvivl. Det er muligt, hvis ikke faktisk plausibelt, at gribe denne påstand an fra den anden ende og argumentere, som Aldous Huxley gjorde, at den primære funktion af hjernen kunne være eliminativ: At et af hjernens formål er at forhindre bevidstheden i at blive oversvømmet, således at væsner som os selv, kan færdes på vores vej i verden uden at blive overvældet af de visionære fænomener og blive forvirret af den enorme viden og indsigt, der måtte være irrelevante for vores umiddelbare overlevelse. Huxley mente, at hjernen var en slags "reduktionsventil" for "Universets Sind," dette ville forklare effekten af psykedelika: De kunne simpelthen være et værktøj til at åbne for hanen.
Desværre kan man sige, operede Huxley udfra den fejlagtige antagelse, at psykedelika mindsker hjernens aktivitet og imidlertid har moderne teknikker til hjernescanning vist, at de psykedeliske stoffer har en tendens til at øge aktiviteten i mange områder af hjernen.
Ikke desto mindre bliver et ekstraordinært stort antal oplysninger fra vores sanser filtreret fra og ligesom mange der har taget psykedelika kan jeg bevidne at psykedelika helt bestemt åbner portene og tillader helt andre indtryk end normalt at få plads i oplevelsen.
Der er ingen tvivl om, at sindet er større og mere fleksibelt end vores almindelige, vågne bevidsthed antyder. Og som følge heraf er det også umuligt at formidle dybden i den psykedeliske tilstand til den, der aldrig selv har haft sådanne oplevelser.
Mange mennesker stiller spørgsmålstegn ved forskellen mellem meditation (og andre kontemplative praksiser) og psykedelika. Er psykedelika en form for snyd, eller er de det ene, uundværlige værktøj til autentiske opvågnen? De er hverken eller. Mange mennesker glemmer, at alle psykoaktive stoffer modulerer eksisterende neurokemi i hjernen, enten ved at efterligne bestemte neurotransmittere eller ved at få neurotransmitterne til at være mere aktive. Der er intet, man kan opleve på psykedelika, som ikke på et eller andet niveau, er et udtryk for hjernens potentiale. Derfor, uanset hvad man oplever efter indtagelse af et psykedelikum som LSD er det sandsynligvis blevet oplevet af en person, et eller andet sted, uden brug af LSD.
Det kan dog ikke benægtes, at psykedelika er et unikt potent middel til at ændre bevidstheden. Selvom en person lærer at meditere, bede, synge, lave yoga, eller lign., er der ingen garanti for, at personen vil opleve noget sindsoprivende. Afhængig af vedkommendes egnethed, interesse osv., kunne kedsomhed være den eneste belønning for indsatsen. Men hvis en person indtager 100 mikrogram LSD, er der absolut ingen tvivl om, at noget vil ske. Hvad der vil ske, vil afhænge af en række faktorer, men der er absolut ingen tvivl. Resultat er garanteret. Og kedsomhed er simpelthen ikke en mulighed.
Inden for en time, vil betydningen af vedkommendes eksistens komme væltende ned i hovedet på vores helt som en lavine. Som Terence McKenna aldrig blev træt af at påpege, så er denne garanti for dybtgående virkning, hvad der adskiller psykedelika fra enhver anden metode til åndelig fordybelse. Det er imidlertid en forskel, der medfører visse konsekvenser.
Indtagelse af et kraftig psykedelisk stof er som spænde sig til en raket uden styringssystem. Man kan være heldig at flyve til storslåede destinationer som er de færreste forundt. Afhængigt af stoffet og ens "set og setting," er visse destinationer da også mere sandsynlige end andre, men uanset hvor systematisk man end forbereder sig til rejsen, kan man stadig blive slynget ind i sindstilstande så smertefulde og forvirrende, at de ikke kan skelnes fra psykose.
Jeg har besøgt begge ekstremer på det psykedeliske kontinuum. De positive erfaringer har været af mere sublim karakter end jeg nogensinde havde kunne forestille mig og end jeg retfærdig kan genkalde. Disse substanser afslører et lag af skønhed, som al verdens kunstformer er magtesløs i forhold til at indfange. Det er én ting at være overvældet og fyldt af ærefrygt ved synet af naturvidundere som de majestætiske himalaya bjerge. Det er noget helt andet at tilbringe en tilsyneladende evighed i ego-løst samvær med dem.
Positive psykedeliske oplevelser afslører ofte, på fuldstændig forunderlig vis hvor fuldkommen tilpas og samhørig et menneske kan være og føle sig i universet - og for de fleste af os, kan den normale vågne bevidsthed ikke tilbyde så meget som et glimt disse dybere muligheder.
Men ligesom toppene er høje, er dalene dybe. Mine "dårlige trips" har uden tvivl været de mest sindsoprivende timer jeg nogensinde har oplevet, og de gør begrebet helvede, som en metafor, hvis ikke en destination, enormt rammende.
Omend alting er der stor lærdom at hente i disse oplevelser, og om ikke andet, kan de pinefulde oplevelser tjene som en kilde til medfølelse. Jeg tror, det er umuligt at have nogen fornemmelse af, hvad det vil sige at lide af reel sindsygdom uden selv at have berørt dets kyster.
I begge ender af kontinuumet opfører tid sig på måder, som ikke kan beskrives, bortset fra at sige, at disse oplevelser kan virke som at strække sig for evigt. Jeg har haft oplevelser, hvor enhver viden om at jeg havde indtaget et stof, og alle minderne om min fortid var væk. Fuldstændig nedsænkning i nuet, i den grad, er synonym med følelsen af, at man altid har været og altid vil være, i netop denne tilstand.
I begyndelsen var mine erfaringer med de psykedeliske stoffer så positive, at jeg ikke kunne tro en dårlig tur var muligt. Begrebet “set og setting," syntes at være ganske tilstrækkelig i forhold til at tage højde for dette. Min mentale tilstand var nøjagtigt, som den skulle være, jeg var en seriøs psykonaut (græsk: psychë: sjæl/ånd & naútēs rejsende/navigatør) ind i mit eget sind.
Jeg kan ikke redegøre for hvorfor mine eventyr med psykedelika var så ensartet fantastiske, indtil de ikke var det, men da portene indtil helvede endelig åbnede sig, synes de at været blevet efterladt permanent på klem. Derefter, uanset om et trip samlet set var godt, medførte det generelt nogle usikre afsnit på vejen til toppen. Det vidner om at jeg stadig har aspekter inden i mig at arbejde med, ting at give slip på, men det er en sej kamp.
Selv om stoffer som LSD er biologisk sikkert, er potentialet for ekstremt ubehagelige og destabiliserende oplevelser den medfølgende risiko. Jeg tror, jeg var positivt påvirket i uger og måneder af mine gode ture, og ligeledes negativt påvirket af de dårlige.
Men når alt kommer til alt vil jeg ikke, om jeg så havde muligheden for det, fjerne en eneste af mine psykedeliske oplevelser, god som dårlig.
Hvilket også betyder at jeg ikke er bleg for at anbefale folk at stifte bekendtskab med de psykedeliske stoffer, dog altid med en anbefaling om at udvise stor ydmyghed, respekt og omtanke på deres rejse ind i dem selv.
Som fodnote vil jeg dog notere at psykedelika ikke garanterer visdom. Og visionære oplevelser, betragtet i deres helhed, forekommer mig at være etisk neutrale. Både mayaerne og aztekerne brugte psykedelika, samtidig med at være entusiastiske udøvere af menneskeofring, hvilket gør enhver idealistisk sammenhæng mellem psykedelisk shamanisme og et oplyst samfund en smule naiv. Dermed ikke sagt at jeg mener at psykedelika ikke spiller en rolle. Psykedelika afslører nemlig ofte i løbet af blot et par timer dybder af ærefrygt og forståelse, der ellers kunne undvige os i en menneskealder.
Min tidligere udtalelse om at psykedelika synes at skabe det materielle grundlag for et åndeligt liv låner på betragtninger af den kendte psykiater Carl Gustav Jung, der bl.a. udviklede dybdepsykologien, koncepterne omkring den udadvendte og indadvendte personlighed, arketyper og det kollektive ubevidste.
Stanislav Grof, en anden psykiater og en af grundlæggerne af området for transpersonlig psykologi, forsker i brugen af ikke-ordinære bevidsthedstilstande med henblik på udforskning, healing, og personlig udvikling og indsigt i den menneskelige psyke referer Jung i sin bog "Fremtidens psykologi", s.220 (dansk udgave 2001): "Den bedste behandling mod dipsomani (et arkaisk begreb for alkoholisme) er religiomani".
På samme side fortæller Grof, at Jung havde en patient, der var alkoholiker og at Jung efter flere års forgæves terapi, rådede patienten til at tilslutte sig et religiøst samfund og håbe på en dyb spirituel oplevelse. Med henvisning til samme patient skrev Jung i et brev: "Hans higen efter alkohol svarede, på et lavt niveau, til vores væsens spirituelle tørst efter helhed, udtrykt i middelalderens sprog: "foreningen med gud". Jung påpegede også, at på latin dækker begrebet spiritus begge betydninger - alkohol og ånd. Grof skriver også, at alkoholisme og narkotisk stofmisbrug er "en misforstået søgen efter transcendens" (s.150).
En søgen efter at blive forenet med den verden, der kan synes langt væk i den normale livsproces, der går sin sikre gang mod det endelige nederlag værende døden.
Grof udvikler Jungs pointe om at rusmidler blot er en overfladisk erstatning for en sand religiøs søgen til, at mene, at alkoholisme kan behandles med psykedeliske stoffer, som vil kunne give oplevelser som alkoholikeren underbevidst higer efter.
Jeg sidestiller behovet for religion og spiritualitet, med behovet for en højere mening og sammenhæng. Jeg mener, at årsagen hertil er menneskets evne til at forholde sig til sig selv. Det virker logisk for mig, at denne forholden sig til os selv, vil fordre spørgsmål om hvorfor vi er her og hvad er meningen er.
Det er min oplevelse at der er en tendens til, at behovet stiger i styrke jo mere vi nærmer os døden, eller når vi pludseligt konfronteres med den. Det ses særligt, når vores biologiske rolle udspilles og behovet for mening og sammenhæng trænger sig på. For mange mennesker udløser det ofte en voldsom krise, f.eks. når børnene flytter hjemmefra, eller hvis de ikke kan arbejde mere, eller når deres kære blive syge eller dør, netop fordi vores biologiske rolle er udfyldt og vi forholder os til det.
Men hvis den psykedeliske oplevelse faciliterer en sand spirituel oplevelse, hvorfor er de så stadig så omgærdet med så megen tabu? Burde de ikke i stedet omfavnes af de religiøse institutioner og integreres i den rituelle praksis? Anvendes som katalysatorer for vores slumrende spiritualitet, usynlig for de fleste i vores almindelige bevidsthedstilstand omringet af det evigt ekspanderende supermarked?
