En Uenig Treenighed - Introduktion

En uenig treenighed

Psykedelika, Spiritualitet & Videnskab.

Introduktion

Denne interaktive e-bog er mit forsøg på, at gøre status over en årelang personlig rejse. Mit formål er, at tage læseren på en rejse gennem emnerne psykedelika, spiritualitet og videnskab under overskriften »en uenig treenighed«.

Overskriften er valgt ud fra oplevelsen af, at disse tre emner alt for tit opfattes som værende modsigende hinanden. Igennem bogen søger jeg, at gøre det tydeligt for læseren hvorledes disse tre emner er alt andet end modsigende, men i virkeligheden er særdeles komplementære. Jeg søger ligeledes, at tydeliggøre, at vi er nødt til, at inddrage alle tre emner i vores liv og ikke kun forholde os til et aspekt for, at kunne skabe en helhedsorienteret og harmonisk fortælling om det, at være menneske i verden. 

Mit behov for at skabe dette bidrag til den kollektive forståelsesbank er opstået igennem en oplevelse af, at vokse op i en umådelig priviligeret tid der tiltrods for, at eksistere på skuldrene af tidligere kultures ophobede erfaringer og indsigter i den menneskelige eksistens, alligevel famler rundt i vildelse, uden en dråbe af praktisk visdom. At vokse op blandt såkaldte voksne mennesker for hvem ansvarsforflygtigelse er blevet en kunstart de har perfektioneret og videregivet til sine efterkommere. 

I kølvandet på dette, oplever jeg det som min generations primære opgave, at være med til, at tilvejebringe den fornødne information og oplysning, midt i hvad jeg anser for at være en kollektiv og altomfattende selvskabt eksistentiel krise, en form for underbevidst tilvejebragt kataklysme.

»En uenig treenighed« er et forsøg på at raffinere og integrere tidligere kultures viden, visdom og praksis indenfor det videnskabelige, spirituelle og mystiske for at kunne bane vejen for dannelsem af en nutidig transkulturel syntese.

Min tese er den, at menneskeheden egenrådigt har fremmanet vor tids største udfordringer for derigennem, at fremtvinge sin egen forvandling. 

Hvorfor ellers skulle vi ignorere klimadata, faren ved atomkraftværker, krig, hungersnød, ulighed etc.?

Mit håb er, at hvis en tilstrækkelig stor andel af klodens menneskelige befolkning kan omstille sig fra et verdenssyn optaget af indbyrdes forskelligheder og forstrækkethed overfor det ukendte, til et verdenssyn fokuseret på indbyrdes ligheder og nysgerrighed fremfor forskrækkethed, kan vi som menneskehed skåne os selv og planeten for det værste.

En mulig vej hertil går for mig at se igennem en sammensmeltning af den videnskabelige metode, en spirituel verdensforståelse og ceromonisk brug af psykedelika.

Det er min personlige erfaring, at vi igennem den psykedeliske oplevelse eksponeres for den nøgne eksistens - den givne, ikke begrebs-udtrykte begivenhed - og dennes uendelige værdi og betydningsfuldhed og, at vi gennem denne kan finde tilbage til en opfattelse af naturen som guddommelig og værd at bevare.

Den psykedeliske oplevelse kan i visse sammenhænge beskrives som en praksis hvor den rejsende stræber efter at opnå en særlig forbindelse til det transcendente. Den rejsende kan herigennem opleve hvorledes at det sprogligt betingede skel mellem “selvet” og omgivelserne er en menneskelig konstruktion, samt opleve en fuldstændig forening med det oplevede.

De videnskabelige metoder kan anvendes til at indhente og producere konkret viden ifbm. den psykedeliske oplevelse, f.eks. ved at undersøge de fysiologiske og neurologiske processer og interviewe de rejsende og indhente disses personlige anekdoter og herigennem skabe et solidt og anvendeligt katalog af viden. Samtidig kan de videnskabelige metoder bidrage til at skabe en tryg og effektiv fremgangsmåde i brugen af forskellige psykedeliske substanser.

Et spirituelt eller animistisk verdensbillede som fundet i de forskellige traditioner verden over, kan tjene til, at give en sproglig og billedlig forståelsesramme og bidrage med en meningsgivende indfaldsvinkel.

Videnskaben, spiritualitet og den psykedeliske oplevelse byder hver især på sin egen unikke rolle i forhold den vores selvforståelse. Ligesåvel har de overlappende og komplementære roller. Hvert felt skal forstås igennem sin egen såvel som sine "modparters" optik. Den mest nuancerede orientering finder vi hvor de tre felter er gensidigt overlappende (figur 1).

Hver især har emnerne noget unikt at byde vores forståelse af den menneskelige oplevelse – men ingen kan beskrive helheden uden hinanden.

Den største udfordring ift. at skabe denne syntese finder vi imidlertid i sproget. Vi har som væsner af- og med sprog den samtidige fordel og ulempe, at vi skaber vores forståelser igennem sproget. Sproget er dog et paradoksalt redskab, for vi kan kun opnå en fælles forståelse, når vi har fælles forståelse af sproget - men sproget er det redskab vi skaber forståelse med... Altså, hvordan kan vi vide, hvad mener vi, med det vi siger?

Vi har i vores sprog en udfordring der må overvindes hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at opnå en fælles forståelse. Forståelse er for mig at se, nøglen til den lykkelige sameksistens, da forståelse opløser fordom. Sproget er det vi benytter os af for at skabe vores fælles virke-lighed, men vi er kun i stand til at opfatte vores virke-lighed indenfor de rammer som vores sproglige traditioner byder os.

“For at formulere og udtrykke indholdet af denne reducerede årvåågenhed har mennesket opfundet og i det uendelige differentieret de symbolsystemer og implicite filosofier, som vi kalder for sprogene. Ethvert menneske er på samme tid ‘nyder af’ og ‘offer for’ den sproglige tradition, det er født ind i - nyder, for så vidt som sproget giver adgang til de sammenhobede beretninger om andre menneskers erfaringer, offer, for så vidt som det i mennesket bekræfter den tro, at den reducerede årvågenhed er den eneste årvågenhed, og det forkludrer dets virkelighedssans, så at det bliver alt for tilbøjeligt til at antage sine ideer for givne kendsgerninger, sine ord for de egentlige ting. Det, der i religionens srog kaldes for »denne verden«, er den reducerede årvågenheds univers, udtrykt og i realiteten forstenet af sproget. De forskellige »andre verdener«, som menneskene planløst tager føling med, er et tilsvarende antal elementer i totaliteten af den årvågenhed, som hører til verdenssjælen. De fleste mennesker ved og kender det meste af tiden kun, hvad der kommer gennem reduktionsventilen og af det stedlige sprog er sanktioneret som ægte virkeligt.” – Aldous Huxley, Erkendelsens Døre: side 19, dansk udgave, oversat af Mogens Boisen, 1988, udgivet på Hernov.

Det er altså grundlæggende vigtigt for at skabe en fælles forståelse, at vi har en fælles begrebsramme og forstår det samme, ved de samme begreber, afhængig af konteksten. Det sprog vi tænker på og vores ordforråd berammer vores evne til at forstå virkeligheden.

Betragt et ord som "kærlighed". Kærlighed er et begreb vi anvender for at beskrive en følelse. I vores sproglige tradition, har vi blot et enkelt ord for hvad der muligvis er den mest komplekse følelse i det menneskelige register. Alt i mens der er hundredevis hvis ikke tusindvis af forskellige måder at føle kærlighed på. Der er den romantiske kærlighed, kærligheden til familien, venskabelige kærlighed, flirt, forældrenes kærlighed, kærlighed til noget større end en selv, naturen, livet eller Gud om man vil, jaloux og besidderisk kærlighed, uselvisk kærlighed, uskyldig kærlighed og så videre...

Der er muligvis aldrig nogensinde to mennesker der oplever kærligheden på nøjagtig den samme måde, men alligevel har vi blot ét ord for noget, der er så uendelig kompliceret. På andre sprog, er der imidlertid nogle gange snesevis eller endda hundredvis af forskellige ord for de grader og typer af kærlighed, som mennesker kan opleve.

Eksempelvis på oldgræsk finder vi begreber som;

• Agápe der henviser til en generel hengivenhed eller dybere følelse af "ægte kærlighed", en selvopofrende kærlighed som til ens børn eller ægtefælle.
• Éros der henviser til den lidenskabelige kærlighed, med sensuel lyst og længsel, selv om det ikke behøver at være seksuel karakter. Platon forfinede sin egen definition: Selvom éros første omgang føles for en person, bliver det med kontemplation en påskønnelse af den iboende skønheden i denne person, eller endog, påskønnelse af skønhed i sig selv. Platon taler ikke om fysisk tiltrækning som en nødvendig del af kærlighed, derfor brugen af ​​ordet platonisk, "uden fysisk tiltrækning.". I Platons værk Symposion fremfører Sokrates sit argument, at eros hjælper sjælen til at erkende viden om skønhed, og bidrager til en forståelse af åndelig sandhed. “Den ideelle form af ungdommelige skønhed, fører os mennesker til at føle erotisk begær - hvilket antyder, at selv den sanseligt-baserede kærlighed stræber efter det ikke-kropslige, et åndeligt tilværelsesplan, det at finde sin sandhed, fører til transcendens.
• Philía der betyder venskab eller hengiven kærlighed i moderne græsk. Det er edn lidenskabsløse, dydige kærlighed, et koncept udviklet af Aristoteles. Det omfatter loyalitet over for venner, familie og samfund, og kræver dyd, lighed og fortrolighed. I gamle tekster, betegnes philos som en generel type af kærlighed, der anvendes til kærlighed mellem familie, mellem venner, et ønske eller nydelse af en aktivitet, såvel som mellem elskende.
• Storgē betyder "hengivenhed". Det er den naturlige hengivenhed, som følt af forældre til barn. 

Sproget kan altså øge vores forståelse af et emne, men det kan lige så let indsnævre eller helt blokere vores forståelse af et emne. Det afhænger i høj grad af den begrebsramme vi har adgang til. Hvis det sprog vi tænker i, ikke har de rigtige ord for det, vi forsøger at forstå eller udtrykke, er det ligesom at forsøge at sætte en firkantet klods i et rundt hul.

Så når vi kun har kun ét ord for alle kærlighedens farver, så kan vi begynde at 'tænke' kærlighed i stedet for at føle det. Og når vi tænker kærlighed føler vi ikke alle dets uendelige nuancer. Når vi tænker kærlighed i stedet for at føle kærlighed bliver vi upræcise i vores opfattelse. Vi kan komme til at tage det for givet, og vi kan, når vi tænker på 'kærlighed' fejlagtigt tro, at vi allerede kender og har oplevet alle dets mulige former.

Med andre ord, når vi tænker på "kærlighed" har vi et koncept for kærlighed, der er baseret på vores tidligere erfaringer og associationer med kærlighed, og dette koncept kan stoppe os fra at opleve andre former for kærlighed. Medmindre vi har yderligere ord til rådighed der definerer forskellige gradueringer af kærlighed eller vi har en oplevelser der transcenderer og opløser disse konceptuelle rammer.

Det kan måske virke absurd, at påstå, at det, at tænke et ord skulle stoppe os fra at opleve hvad ordet beskriver, men når vi tænker på noget konceptuelt, afskærer vi os fra det væsentlige. Fra et zen buddhistisk synspunkt er det kun ved at gå ud over vores begrænsede begrebsliggørelse af noget, og opleve dets 'Sådanhed,' eller essentielle natur, at vi kan komme til at vide, hvad en ting, erfaring eller forståelse virkelig er, det jeg tidligere har henvist til som den »nøgne eksistens«.

Det er den samme fattigdom i sproget der skaber den udfordring der gør sig gældende når talen falder på psykedelika og øvrige psykoaktive substanser, en fattigdom der sammen med årtiers tabuisering, fordom og uvidenhed hvilket næsten umuliggør det, at have en intelligent diskussion om de psykologiske, medicinske, etiske og juridiske aspekter vedrørende “stoffer”.

Problemet er her, at vi som oftest henviser til alle psykoaktive substanser med tomme begreber såsom "narkotika" eller blot “stoffer”. Derfor vil jeg gøre brug af, og derigennem forsøge at differentiere imellem de forskellige psykoaktive substanser med, begreberne stimulanser, depressanter, dessosiativer og psykedelika. (*)

Med denne lille introduktion vil jeg uden yderligere omsvøb begynde rejsen.


God fornøjelse.

* se ordlisten for uddybende forklaring af de enkelte begreber.