Hvis planeten ikke skal drukne i forfald og opløsning, hvis ikke stivnede samfundsformer og forældet virkelighedsopfattelse skal gøre en ende på det hele, så må magien gives tilbage til livet og fantasien til magten.
Dette sker gennem eventyrrevolution.
Eventyrrevolution er een stor kæmpe visualiseringsøvelse på vor farvestrålende metafysiske fremtidscivilisation. Visionen giver vi så meget bevidst næring, at vi kan leve den ud i dagligdagen, selvom vi er forud for vores tid Grænsen mellem fantasi og virkelighed findes kun i dit eget hoved.
Vanetænkning væk væk! Fraktaler, krystaller og regnbuelys! Vi bevæger os i en sfære af folklore i science fiction udgave. Vi bader i fantasikultur. Vi er saften som løber i træernes årer. Vi er på vej op af spiralspiret, og vi er dets spydspids. Vi samler vores kraft, åbner eventyrets sluser og livets forunderlighed strømmer ind. Vi er kosmisk tryllefront. Legesyg, rituelt udsyret og resolut sværmerisk ungdom. Vi bekæmper ikke mørket, men tænder for lyset og mørket forsvinder automatisk.
Mærk skyernes brusen! Mærk lynets pulsslag! Der er ligesom noget i luften: Sprudlende psykedelisk modkultur af dimensioner! Cyber-spirituel og regnbuekrigerisk kærlighedsenergi i opløb. Dette er en opfordring og en invitation til at være en del af en frugtbar dagdrøm!
Glem din melankoli og din afmagtsfølelse, lad virkeligheden blomstre!
Er slig drømmetale ikke blot verdensfjerne og dermed uansvarlige fantasterier? Tværtimod! Det er ansvarsbevidst kamp for livet. Og at fremtiden tilhører sådanne visionære drømmere kan man ane af den glubende appetit, hvormed den udsultede menneskehed kaster sig over mere eller mindre nærende åndelig erstatningsføde som Ringenes Herre og Harry Potter...
For mere end et halvt århundrede siden advarede professor Vilhelm Grønbech mod åndløsheden og tendenserne til at gøre Universitetet til en ”pølsemaskine”, et sted hvor studenterne ikke fik ”tid til at være mennesker”. I tordentalen ”Studenter eller Peblinge,” slog vel den danske universitetsverdens sidste åndsfyrste til lyd for, at ”Universitetet er til for at hævde livets ret, på trods af tidens tendens til at nedbryde det. Det er vor adel, det er vor adelspligt, ti ret beset er det dertil folket har sat os. (…)
Universitet er ved at sætte sin ære og sin autoritet overstyr ved at logre for guldkalven og rende i hælene på de praktiske mænd, ved at hviske: vi må gøre os nyttige, for ellers er der fare for at myndighederne anser os for at være en dårlig forretning og kniber på budgettet. Skal universitetet ikke ranke sig og sige: vi veed at den unge som får dybde i sine tanker, som får vidde i sin erfaring, duer bedst til at hjælpe og lede fordi han er et menneske og ikke et drivhjul der går når man spænder en rem om ham. Hvis vi holder hart ved dette krav og betaler hvad det koster, vil det ske at vort folk kommer til at forstå at vi netop i vor uafhængighed af dagens slagord gør folkets gerning, ja den vigtigste af alle gerninger; det vil se vi har ret, når vi siger at menneskene ikke alene lever af træmasse der forvandles til syntetisk føde, men også af det gudsbrød som hedder tænkning og kunst.”
Hvad der for Grønbech var en nok så alvorlig nedadgående bevægelse har imidlertid for længst forvandlet sig til det frie fald, Universitetets ære er for længst sat over styr, og auditorierne fyldes nu med noget så frygteligt, ja nærmest umuligt, som kundskabsløse fagidioter, der tilmed skammer sig selv ihjel, hvis følelsen af at være intellektuel og del af et åndsliv en sjælden gang skulle få lov at dukke op. Ægte studenter optændt af frihedskærlighed og uudslukkelig tørst på viden og visdom er et særsyn, ja det er lige før professorerne også er blevet peblinge. Og er det åndelige forfald beskæmmende indenfor murene, så er folkeformørkelsen udenfor rent ud sagt rædselsvækkende, hvor Lady Justitia og retsstaten skamskændes af terrorpakker, den sociale ulighed øges og velfærdsstaten udhules systematisk. Og det sågar uimodsagt, for skinkritik fra hvad Sartre ville kalde ’falske intellektuelle’ er det eneste der tåles, så vi kan foregive at leve i et frit demokratisk retssamfund.
Antiintellektualismens bannerførere sidder nu på regeringsmagten, det praktisk- pragmatiske gøres til al tings målestok, alle tvinges til at logre for guldkalven, og de danske mediemagthavere synes enstemmigt at have bortcensureret enhver livsytring til fordel for lovprisning af rentabel pænhed, brutal voldspragmatisme, og den måske mest uhæmmede og ensrettende pøbelleflen for den lavsindigste folkelige fællesnævner verden nogensinde har set. Venstre og højre er smeltet sammen til én stor midterfløj, hvor man altid kan blive enige om at ’arbejde gør fri’ og at enhver tanke og følelse der ikke kan fostres og forstås af den mest afstumpede idiot skal kriminaliseres som ufolkelig elitisme eller ligefrem fascisme.
Hvordan kan noget stort, mangefarvet og levende nogensinde vokse frem i dette forpøblede land, hvor de populære antiintellektuelle angreb på de såkaldte ekspertyranner, blot er det sidste udtryk for den danske jantelovsfascistiske nationaluskik det er at nedgøre ethvert dådskraftigt initiativ og enhver tendens til individuel heroisk evnestyrke for blot at gemme sig kujonagtigt i kollektivt selvforherligende fædrelanderi, der på forhånd afviser enhver kritik, som barnagtig og virkelighedsfjern? Hvordan skal nogen dansker atter på én gang kunne mønstre det heroiske mod, det intellektuelle klarsyn og den ædle følelse, der skal til for at vi atter kan spise det gudernes brød som hedder tænkning og kunst? Hvordan forhindre at dumhedsforherligelsen kvæler os i åndløshedens sump og fuldender ensretningens levende død? Det kan ikke lade sig gøre, det er umuligt tænker vel alle, der stadig kan tænke, i skamfuld afmagt.
Og alligevel sker det umulige! For at miraklernes tid ikke er forbi, bevidner de eventyrrevolutionære regnbuekrigeres kosmiske tryllefront. En tak og en hyldest til disse kærlighedsenergiske spiralspirsspydspidser, hvorend I er, som har trådt i skæbnens tjeneste, og åbnet for eventyrets sluser så livets fantastiske forundelighed atter kan strømme ud og nære den tørstende verden. Tak fordi I kan og tør træde frem som helte og heltinder og vise hvad der skal til af sjælsstærk selvbevidsthed for at skabe en modkultur til vor tids forfladigende antikultur. Vid at I har åndsbrødre og -søstre, I ikke kender – endnu! – som også mærker lynets pulsslag, som også samler kraft. Og fra den danske universitetsverden, fra vores elskede Alma Mater, vil regnbuekrigerne få følgeskab af frihedskrigere og åndsriddere bevæbnet med intellektuelle diamanthamre i den store kamp for frihed til eventyrlig forskellighed, kampen for ægte guder og mennesker.
Måtte Vilhelm Grønbechs ord atter tænde livskraftens ild i de danske studenter: ”I vor tid er ordet stolthed blevet forsimplet til hovmod og brovten; ligeså er det gået med beskedenhed der nu lugter af supplikantens ydmyghed og synderes fedtede selvfornedrelse. Lad os adle ordene ved at forbinde dem og sige: det er vor stolte beskedenhed, at vi gør det bedste vi formår, aldrig kan gøre det bedste vi vilde, men ingensinde kan slå af på det krav som lyder inden i os. Jeg kender intet ord som bedre gengiver idealet på et menneske end det græske: at blive så skøn og god som mulig. Desværre lader kalos kai agathos sig dårligt oversætte da vi nu hverken forstår hvad skøn eller god er. Men vi kan få højtiden i orden frem ved at sige: sådan hedder en riddersmand som ikke kan gøre forskel mellem ære og pligt, mellem lykke og ansvar. En åndens riddersmand er han der aldrig hviler for at virkeliggøre det som for ham er sandt. Lad os være studenter, kaloi kai agathoi, således at vi uden at slå øjnene ned kan synge vor festsang: Hellige flamme.”
Kæmp for gudernes skyld den gode kamp! Og en dag vil lynet flænge mørket, solen atter skinne og verden fyldes af borge, paladser, templer og de store skove, ja stolte og stærke decentraliserede stammesamfund, mænd og kvinder af ære, og de skønne frie kunster.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar