Har vi brug for ideologierne?

En veninde bad mig besvare et spørgsmål til brug som bilag i en opgave hun arbejedde på ... Og det blev til noget der egentlig godt kunne være et blog indlæg ... Så her kommer det ...

Har vi brug for ideologierne?

Det er min klare holdning at vi ikke har brug for ideologier og ismer for at forholde os til verden. Det siges at ideologi er uomtvistelig forbundet til politisk kultur og at ideologierne sætter rammer for virkeligheden og hvordan denne skal tolkes og ud fra den beskrivelse kunne det jo i første omgang synes at ideologier er sunde og ligefrem nødvendige for at kunne handle (politisk) i verden. Men i min optik er ideologierne ligeså lidt vores ven som kulturen de er medvirkende til at definere. 

Ideologierne bliver til vores selvskabte mentale spændetrøjer og hindrer reel vækst i forståelse af verden og vores plads i den. Ideologierne er med til at forme paradigmet.

Paradigmet er den grundlæggende, konstant tilstedeværende og allestedsvirkende struktur der danner en hel civilisations tanke & handlingssæt. Det er kort sagt dens selvforstående verdens billede, dets præmis. Paradigmet og dermed ideologierne er så grundlæggende og ‘under huden’ at det samtidigt er usynligt. For at få øje på det, skal man stille meget fundamentale spørgsmål, hvilket sjældent bliver gjort. Det er både for stort og for småt til at være umiddelbart synligt. Det er nemmest at opspore når der er revner i bygningsværket. Hvilket der i disse tider er overalt. Det første skridt til at få øje på paradigmet er at opdage at intet er, som man troede. 

Uden at stille de fundamentale spørgsmål som; Hvem er jeg? hvorfor er vi her? Hvor bevæger vi os hen? Giver det mening? Hvordan skal vi tyde det, der sker? Hvad er det egentlig, der sker? Og hvad er vores rolle i det? Er det meningen, at vi skal gøre noget? Er der overhovedet noget at gøre? Uden at komme bagom paradigmet og skabe en sund forståelse af verden og vores plads i den kommer vi ikke til at leve i ekvilibrium

Kultur og ideologi er ikke din ven. 

Der er en god grund til at ordet kult og kultur har et direkte forhold til hinanden. Kulturen er en kult. Bare mærk efter hvordan at din egen kultur er en yderst undertrykkende kult, der fører til alle mulige former for ydmygelse og nedværdigelse og automatisk, ubetinget tankeløs adfærd... 

Kultur er nemlig et lukket system af tanker og værdier og den største barriere mellem dig, din oplysning og din menneskelighed. 

Men hvorfor skulle kulturen fængsle os, og på en eller anden måde placere en barriere mellem os og vores sande menneskelighed? Jeg startede ud med en påstand om at kultur ikke er din ven. Og dette er en hård ting at komme overens med, fordi en vis form for fremmedgørelse ligger for enden af den tankegang. 

På den anden side, kan du ikke leve i vuggen for evigt - og kulturen er den vugge hvori vi fødes. Hvor mange gange har dine seksuelle lyster, karriereønsker, finansielle transaktioner eller æstetiske tilbøjeligheder været mast, snoet, afvist og/eller blevet minimeret pga. de kulturelle værdier? 

Og hvis du stadig mener at kulturen er din ven, så spørg den 18-årige knægt, der er blevet stukket en riffel i hånden og sendt til den anden side af verden for at myrde fremmede, om kulturen er hans ven.... 

Vi har altså brug for at udvikle os ud ad den nuværende og lukkede måde at tænke, handle og være på i verden som er uløseligt forbundet med ideologier og låste kultur opfattelser.

Uden en forståelse af hvem vi er og hvordan verden fungerer vil vi forsætte med famle i vildelse, som især vestlig, men i en vis udstrækning samtlige kulturer har gjort hidtil. I vestlig kultur er det især slemt da vi har tilsidesat alle tidligere traditioner om overgangsriter som har efterladt os med generationer af såkaldt voksne, men som bedst kan beskrives som børn i voksnes klæder, resulterende i generationer efter generationer af ansvarsforflygtigelse. Som en konsekvens af den her manglende sans af retning, generel orientation, myndighed og forståelse for verden, vælter vi rundt i verden som en elefant i en glas butik... 

Menneskehedens gøren og laden afspejler i stor grad vores kollektivt manglende forståelse for den symbiose hvori vi eksisterer med alt omkring os. Forstod vi vores iboende sammenhæng med alting omkring os og den indbyrdes afhængighed det byder, er det for mig indelysende at vi ville agere anderledes.

En stor del af årsagen til vores manglende forståelse af tingenes sammenhæng mener jeg kan tilskrives ideologier, kulturer og trossystemer. Vi hæmmer os selv gennem disse fiktioner. Årsagen hertil er mangfoldig. 

I forhold til hvordan vi ville agere anderledes på baggrund af en erkendelse af vores iboende samhørighed og seperationens illusionære natur ville bl.a. og måske først og fremmest være at vi ikke længere agere som om vi at forstod alting, eller at det var et givent faktum at opretstående primater har kapaciteten til at forstå alting... 

Så altså en vis ydmyghed for eksistensens mysterie ville nok være et første skridt. Paradokset, for at forstå altings sammenhæng må man først forstå at man aldrig kan vide alting ... 

Dernæst ville vi ud fra en position af ydmyghed også handle i næstekærlighed, empati eller ubetinget kærlighed. Konkret kan det måske koges ned til praktiske ting såsom vores ressource udvindelse og forbrug og deraf følgende forurening. Vores tilgang til forbrydelse og straf. Vores opfattelse af ejerskab/ejendom. Krig, økonomi (som vi forstår det i dagens kontekst), politik og religion ville være en saga blot. 

Vores tilgang til alting ville ændre sig i lyset af erkendelsen af, at alting er sammenhængende. Endnu et paradoks er, at selvom vores (natur)videnskaber fortæller os om denne iboende samhørighed, så lever vi ikke efter den, vores verden, institutionerne/fiktionerne, afspejler ikke den videnskabelige kendsgerning... 

Og det gør de ikke fordi disse fiktioner er bygget på andre fiktioner, ideologierne, som ikke er funderet på denne tids naturvidenskabelige forståelser, men en +200 år gammel vestlig verdensforståelse. En fortælling om at vi er seperate for verden, at verden er fremmed for os og at verden er noget som skal erobres. En fortælling som har gennemsyret vores øvrige felter af viden. Ligefra spirituelle traditioner til det fri marked. 

En fortælling som jeg ynder at kalde “Fortællingen om Selvet”. 

For tiden undergår vores fortælling om selvet en forvandling. Vores nuværende fortælling om selvet synes dog hovedsagligt at tage form som »Myten om Seperation«. 

Denne myte fortæller at hvad du er, er et diskret seperat individ, iblandt andre seperate individer, i et univers der er seperat fra dig og hvori alting foregår mekanistisk. 

Og stort set alle vidensfelter har været enige om denne karakterisering om hvad du er og hvad verden er. 

Fysik: Du er en masse, underlagt af upersonlige kræfter, der er deterministisk af natur. 

Biologi: Du er dybest set en “kød robot” programmeret af dine gener for at maksimere reproduktiv egeninteresse. 

Økonomi: Du er en rationel aktør, der søger at maksimere økonomisk egeninteresse. 

Psykologi: Du er en boble af “psykologi” eller sindet, indhyldet i kød. 

Religion: Du er en sjæl fanget i kroppen.

Alle er stort set enige om hvad det vil sige at eksistere. 

Og det er ganske naturligt, at have denne forståelse af hvad det vil sige at eksistere og hvordan verden fungerer når man vokser op i denne kultur af en god grund: Vores økonomi afspejler denne opfattelse tilbage på os, igennem en oplevelse af at leve i en konkurrencepræget verden, i en pengeøkonomi, hvor vi altid er i konkurrence med hinanden, og hvor vi konstant fødes med opfattelsen af at »mere til dig, er mindre til mig« en opfattelse der skærer følelsesmæssige bånd og efterlader os alene i universet.

Konsekvensen ved at have en fortælling om selvet der tegner os som seperate væsner der lever i en fremmed og meget, meget stor verden hvor vi alle er i indbyrdes konkurrence om knappe ressourcer er en form for eksistentiel frygt og oplevelse af at være meget, meget lille. Og for at kompensere for oplevelsen af at være meget lille og meget udsat i en meget stor og fremmed verden skaber vi redskaber som senere skal vise sig at blive grobund for en masse lidelse. Et af de redskaber af opfattelsen af min og mit. Ved at gøre noget til vores, udvider vi sfæren af os selv og mindsker derved verden en smule og udvider os selv til nu også at rumme dette nye. Det erobrede. 

Denne trang til at eje vokser sig stor, som en naturlig respons på den underliggende fremmedgørende ideologi som denne »myte om seperation« skaber. Når vi ekskluderer verden fra selvet, har den lillebitte, ensomme del som bliver tilbage, et grådigt behov for at gøre krav på så meget som muligt af denne tabte væren. “Hvis hele verden, alt liv og Jorden ikke længere er mig, kan jeg i det mindste kompensere ved at gøre det til mit.” 

Og andre adskilte selv, seperate individer gør det samme, så vi kommer til at leve i en verden af konkurrence og allestedsnærværende angst. Det er altså indbygget i vores selv-definition. Det er det underskud af væren, det “sjælelige” underskud, som vi fødes ind i. 

Fanget i denne logik af min og mit, forsøger vi at redde en lillebitte brøkdel af vores tabte rigdom ved at udvide og beskytte det seperate selv og dets forlængelse: penge og ejendom. De som mangler de økonomiske midler til opblæse selvet, blæser ofte deres fysiske selv op i stedet, hvilket er en af årsagerne til at ekstrem fedme rammer fattige i uforholdsmæssig grad. Afhængighed af shopping, af penge, af erhvervelse opstår fra den samme basale kilde som afhængighed af mad: begge kommer af ensomhed, fra smerten over en ensom eksistens, afskåret fra det meste af det vi er. 

Når vi ser ud på de tømte miner og de renhuggede skove og de døde zoner og folkemordene og den nedværdigende forbrugskultur, spørger vi; “hvorfra stammer denne monstrøse maskine som æder skønhed og spytter penge ud?” 

Det diskrete og adskilte selv, som danner sig et overblik over et univers der grundlæggende er fremmed, behandler naturligvis den naturlige og menneskelige verden som en bunke instrumentelle, tilfældige ting. 

Resten af verden er helt fundamentalt ikke-selv. 

Hvorfor skulle vi bekymre os om den, udover end til vores forudsigelige behov? 

Men det er min observation at denne historie er ved at ændre i dag ... 

Det er min oplevelse at vi stille, men stødt, bevæger os ind en ny fortælling, en anden fortælling om selvet, en anden historie af verden, en anden historie af mennesket. En historie om indbyrdes forbundethed. 

Konklussionen må herfra være at ideologiernes tid synes at være ovre, disse fiktioner er døende og en ny måde at være på i verden er frembrydende. En Væren som tillader forekomsten af direkte erfaring. Den nøgne eksistens. Den givne, ikke begrebs-udtrykte begivenheds uendelig værdi og betydningsfuldhed. En Væren som bryder med århundreders opfattelse af seperation. Et flydende verdensbillede, der tillader og nærer håbet om sand fredsommelig sameksistens.