ADHD og hvorfor det bare er en omgang varm luft!

»ADHD, afhængighed og et postindustrielt kapitalistisk samfunds omsorgssvigt og undergravning af betingelserne for en sund barndom«

Attention deficit hyperactivity disorder (Forstyrrelse af opmærksomhed og hyperaktivitets lidelse) også kendt som ADHD, ADD, DAMP eller hyperaktivitet - kært barn mange navne -  går for at være en “neuropsykiatrisk lidelse” som er den mest almindelige diagnosticerede psykiatriske lidelse hos børn (3-5% af alle børn globalt.). 

Ligesom stort set alle andre psykiatriske lidelser findes der dog ingen egentlig test der kan påvise ADHD, ingen kemiske tests, ingen biologiske prøver og ingen neurologisk scanning kan påvise at et barn måtte have ADHD. Diagnosticeringen finder alene sted på en bedømmelse af “symptomer”, en såkaldt psykiatrisk vurdering. Af samme grund har diagnosen og behandlingen af denne været et kontroversielt emne siden 1970erne. 

I det etablerede videnskabelige samfund er de specifikke årsager til ADHD ikke (aner)kendte. Det antages dog at der er en række faktorer, der kan bidrage til, eller forværre ADHD. Disse omfatter genetik, kost og de sociale og fysiske miljøer. Det påstås ydermere at være delvist arveligt, da der er statistikker der mener at vise at der er en 5% risiko for at få diagnosen, hvis den ene forældre også har den. 

Jeg vil efter bedste evne prøve at rode bod på, hvad der i min overbevisning, er et hav af misforståelser og fejlagtige konklussioner der er foretaget på skæve antagelser, der igen er lavet på mangelfuld information.

Som ved alt andet er det vigtigt at starte ved begyndelsen hvis man skal have danne sig et fuldkomment billede.

ADHD er resultatet af sultne spøgelser - spøgelser opstået i kølvandet på at den postindustrielle kapitalisme har dræbt betingelser for en sund barndom.

I buddhistisk psykologi findes der en række af riger, som er en del af menneskelig eksistens. Det ene er det menneskelige rige, som er vores almindelige bevidste selv. Helveds riget er den uudholdelige vrede, frygt, sorg osv. - følelser der er vanskelige at håndtere. Dyre riget er vores instinkter og vores lidenskaber. Spøgelses riget er hvor væsnerne er skildret som mennesker med store tomme maver, små munde og magre tynde halse. Disse sultne spøgelser kan aldrig få nok tilfredshed. De kan aldrig fylde deres maver. De er altid sultne, altid tomme, og søger altid tilfredsstillelse udefra. 

De sultne spøgelser beskriver en del af os alle sammen, hvor vi ønsker tilfredsstillelse udefra, hvor vi føler os tomme og hvor vi ønsker lindring, selv på kort sigt, men vi kan aldrig opfylde denne “umættelighed” udefra. Folk med misbrugsproblemer, narkomaner, bevæger sig i dette rige hele tiden. De fleste af os bevæger os igennem dette rige noget af tiden. Min pointe med denne dragelse er, at der ikke er nogen klar skelnen mellem den identificerede narkoman og resten af os. Der er et kontinuum (en sammenhængende struktur uden "huller", f.eks. punkterne i rummet eller punkterne på en linje.), hvor vi alle kan findes. Narkomaner er hvor de er på det, fordi de har lidt meget mere end de fleste af os.

Jeg vælger at inddrage denne del om narkomani og afhængighed da det er lignende faktorer som gør sig gældende i udviklingen af “ADHD”. 

Vi er alle på “jagt” efter hjernens endogene (naturlige) lykke- og belønningsstoffer, såsom endorfin, dopamin og anandamid. Disse stoffer er hjernens naturlige “feel good”-, belønnings-, glæde- og smertestillende stoffer. De spiller desuden også en stor rolle som “kærligheds-stoffer” som udløses når vi har en oplevelse af forbindelse til universet og hinanden. 

Hvis man ser på hjernens kredsløb der er involveret i misbrug – og det er uanset om det er afhængighed af shopping, sex, arbejde eller en afhængighed af opiater som heroin narkomanen – finder man hurtigt frem til at det er de samme kredsløb som er involveret i produktion og udskillelse af overstående stoffer og at disse kredsløb ikke særlig velfungerende hos misbrugere.

Når disse kredsløb ikke er velfungerende opstår der en lang række mangler, bl.a. af dopamin, som er yderst betydningsfuld i forhold til motivation eller incitament. Dopamin er et ekstremt væsentlig stof, uden det, er der intet liv. 

I laboratoriumforsøg med mus, som er blevet frarøvet dopamin i hjernen, har man observeret hvordan disse vil sulte sig selv ihjel, fordi de ikke har noget incitament til at spise. Selvom de er sultne, og selvom deres liv er i fare, vil de ikke spise, fordi der er ingen motivation eller incitament er.  Heraf kan det konkluderes at motivation og incitament er betinget af dopamin. 

Stimulanser som kokain, crystal meth, nikotin og koffein, er alle medvirkende til at hæve dopamin-niveauet i hjernen, ligesom seksuel udlevelse, ekstrem sport, arbejdsnarkomani og så videre gør det. Spørgsmålet er, hvorfor disse kredsløb ikke fungerer så godt i nogle mennesker, fordi forskellige narkotiske stoffer er i sig selv ikke overraskende vanedannende. De fleste mennesker, der prøver forskellige narkotiske stoffer bliver ikke afhængige dem. Så der må være tale om en vis modtagelighed der. De modtagelige mennesker er dem med disse dårligt fungerende kredsløb, en nedsat funktion forårsaget af tidlig modgang, snarere end af genetik.

Og her er vi ved at nå begyndelsen.

I modsætning til alle andre pattedyr, udvikler den menneskelige hjerne sig for størstedelen af dennes udvikling under påvirkning af miljøet. Og det er fordi, udfra evolutionært synspunkt, at vi har udviklet disse store hoveder, denne store præfrontale-hjerne og egenskaben med at gå på to ben, samtidig med at vi har et smalt bækken. Det betyder, at med et stort hoved og et smal bækken er vi er nødt til at blive født “for tidligt”. Ellers ville vi aldrig blive født. Hovedet allerede er den største del af kroppen. Hessten kan f.eks. stå, gå og løbe på den første levedag. Så langt er mennesket ikke udviklet før omkring to år efter fødslen. Det betyder meget af vores hjernes udvikling, modsat andre dyr der kan udvikle sig sikkert i livmoderen, sker dette for os “derude i miljøet”. Det betyder meget for hvordan forskellige kredsløb udvikler sig med alle disse miljømæssige input. 

Når mennesker tidligt i deres liv bliver mishandlet, stresset eller misbrugt udvikler deres hjerner sig ikke på måde de “burde”. Det er så simpelt. Men desværre vægter den medicinske profession genetik højere end miljøet, hvilket medfører en vis form for ansvarsfratagelse. Forstået på den måde at hvis folks adfærd og dysfunktioner er reguleret, kontrolleret og bestemt af generne, behøver vi ikke at se på barnets opvækst, velfærdspolitikken, så behøver vi ikke at se på den form for støtte vi giver til gravide kvinder, eller den manglende støtte vi giver til familier... De fleste børn i dag er nødt til at være væk fra deres forældre fra en meget tidlig alder på grund af økonomiske betingelser. Under disse betingelser udvikler børnenes hjerner sig ikke den måde de har brug for.

Men hvis det hele er forårsaget af genetik, behøver vi ikke at se på vores sociale politik, eller den politik som stiller visse minoritetsgrupper ringere, således at de er udsat for mere stress, eller mere smerte i andre ord og derved skaber en større disposition eller tilbøjelighed for f.eks. at udvikle afhængighed, vi ikke behøver at se på den økonomiske ulighed. Hvis det alt sammen ligger gener – så er vi alle uskyldige og samfundet bliver ikke nødt til at tage et kig på sine egne holdninger.

Hele den her misforståede tilgang til misbrug skaber et forfærdeligt paradoks i vores indsats for at bekæmpe misbrug og narkotika. For udfra ovenstående kan vi slutte at folk med svære misbrug for det meste har været misbrugte børn, som alle undersøgelser da også netop påpeger, kan vi se at kampen mod narkotika faktisk føres mod mennesker  der allerede har været udsat for vold fra det øjeblik de er født, eller i hvert fald fra en tidlig alder på. Med andre ord, vi straffer folk for at være blevet mishandlet eller misbrugt. Et andet paradoks er at alt forskning klart viser, at den største drivkraft for vanedannende tilbagefald og vanedannende adfærd er stress. 

Så hele taktikken med at forsøge at stresse køberne/(mis)brugerne som i Københavns politi’s aktuelle politik omkring bekæmpelse af cannabis er enormt kontraproduktiv og fjerner på ingen måde behovet, tværtimod. Stress driver afhængighed.

Lad os prøve at forestille os en situation, hvor vi faktisk forsøgte at finde frem til en måde hvorpå vi kunne hjælpe misbrugere. Ville vi så ende med at komme frem til et system, der stresser dem max? 

Hvem ville designe et system, der ekskluderer, marginaliserer, forarmer og forstærker tilstanden for misbrugeren, for bagefter at håbe på at man via dette system kunne rehabilitere misbrugeren? Det kan jo ikke lade sig gøre! 

Med andre ord så er indsatsen mod narkotika, en krig imod folk, der faktisk befæster afhængigheden dybt.... Desuden ender vi med at institutionaliserer folk i faciliteter, hvor der ikke er nogen pleje. Igennem vores fængselssystem håber vi på at kunne resocialisere folk, men det er ikke et resocialiserende system. Det er en straffende system. Hvor folk kommer til at lide mere og blot kommer til at sidde mere fast i deres misbrug.

Den samme fejlagtige antagelse med at ADHD er genetisk betinget, noget der er medfødt, har lignende konsekvenser. I stedet for at se på hvordan betingelserne for børnenes opvækst er, får vi hurtigt placeret det i “genetik”-kategorien og alle går fri, det er ingens skyld. 

Under de stressede betingelser de fleste mennesker lever i dag har børnene ikke de rette betingelser, der er brug for, for en hensigtsmæssig udvikling af hjernens kredsløb. Hvis man ser på de millioner børn rundt om i verden, der er på stimulerende medicin og de millioner, der er på antipsykotisk medicin, så er hvad de virkelig udstiller, virkningerne af den ekstremt stigende stress i vores samfund, især i forhold til forældrerollen. Det er ikke et tegn på dårlig opdragelse. Men et tegn på ekstremt stressede forældre og et generelt stresset og ressourcefattigt opdragelsesmiljø, konsekvenser af sociale og økonomiske forhold. 

Den bedste vi kan gøre i forhold til ADHD er at erkende at dette ikke er en sygdom og at det ikke er genetisk, men at det er et udfordring der er opstået i forbindelse med hjernens udvikling. Og samtidig være vel vidende omkring den gode nyhed, at den menneskelige hjerne kan udvikle nye kredsløb, selv senere i livet – det der i fagsprog omtales som neuroplasticitet, hjernens kapacitet til at form skabe nye erfaringer senere i livet – så spørgsmålet ikke bliver, hvordan man kan regulere og kontrollere symptomerne, men hvordan man kan fremme udviklingen. 

Der handler om at give børnene et sundt miljø og den rette omsorg og pleje som de har brug, således at disse kredsløb kan udvikles. Det er også nøjagti, hvad misbrugeren har brug for. I stedet for en straffende tilgang, er vi nødt til at have en langt mere medfølende og omsorgsfuld tilgang, som vil tillade disse mennesker at udvikle sig, fordi deres udvikling sidder fast i en meget tidlig alder. 

Den egyptiske forfatter Naguib Mahfouz, skrev, at "Intet afspejler effekten af ​​et trist liv, så fuldstændigt, så grafisk, som den menneskelige krop."

Hvad der for mig at se gør dette emne endnu mere preserende er at her i virkeligheden er tale om en fuldstændig undergravning af betingelserne for en sund barndom, på global plan. 

ADHD er blot et eksempel på, hvad der foregår. I virkeligheden, ifølge en nylig undersøgelse, offentliggjort i USA, lever næsten halvdelen af de​amerikanske teenagere nu op til kriterier for diverse psykiske lidelser. Vi taler om en massiv påvirkning af vores børn, af et eller andet i vores kultur, der er bare ikke bliver anerkendt.

Specifikt ved ADHD er der tre kategoriske sæt af symptomer, “dårlig impulskontrol”, “fysisk hyperaktivitet” og endelig “ringe opmærksomhedsfærdigheder” som forstås som manglende evne til at koncentrere sig, at sindet svæver rundt, opmærksomheden er et andet sted end hvor man fysisk befinder sig, har let ved at blive distraheret og har svært ved at kunne fokusere. Der er en form for mental rastløshed og manglende evne til at være rolig, en manglen på at være fokuseret eller at være til stede. Det er de tre vigtige kriterier for ADHD.

Hvad det for mig at se vidner om er at de betingelser, hvor under børn udvikler sig er blevet så ødelagt og mangelfulde over de sidste mange årtier, at “skabelonen” for normal udvikling af hjernen ikke længere er til stede. Samtidig med at vi knytter vores normalitets begreb om hvordan børn bør agere til en verden der var fundamentalt anderledes indrettet end i dag. 

Dr. Bessel van der Kolk, professor i psykiatri ved University of Boston, siger, at forsømmelse eller misbrug af børn er det største problem for folkesundheden i USA. En nylig undersøgelse af en psykolog fra Notre Dame har vist, at de betingelser som jæger-samler samfund skaber for deres børns udvikling, som hun mener er de optimale betingelser for udvikling, ikke længere til stede for vores børn. Hun anfører, at den måde, vi opdrager vores børn i dag i stigende grad er med til at fratage dem den praksis, der fører til trivsel, i en moralsk forstand. 

Så hvad der virkelig foregår her og nu, er, at de udviklingsmæssige betingelser for en sund barndom set i forhold til psykologisk og neurologisk udvikling, bliver mindre og mindre til rådighed, således at børn ikke længere har den støtte de har brug for, for at udvikle sig.

Den afgørende forudsætning for den fysiologiske udvikling af hjernens kredsløb, der regulerer menneskers adfærd, der giver os empati, der giver os en social forstand, der giver os en forbindelse til andre mennesker, der giver os en forbindelse til os selv og som der giver os mulighed for at modnes – Den afgørende forudsætning for de kredsløb og deres fysiologiske udvikling, er den fysiske og følelsesmæssige tilstedeværende og konsekvent tilgængelige, ikke-stressede, afstemte forældre, pårørende eller plejepersonale. 

Og dette erstatter vi med et medikament. Den underliggende antagelse bag at give præparater som methylphenidat (ritalin) er at det er en genetisk sygdom og den eneste måde at håndtere det på er farmakologisk. 

Men hvis du ser på spæde aber og hvordan dopamin niveauet udvikler sig og måler på dette så kan du observere at disse er normale, når de er sammen med deres mødre og når du adskiller dem fra deres mødre, falder dopamin niveauet inden for to to tre dage. 

Med andre ord, hvad vi gør er, at vi forsøger, at korrigere et massivt socialt problem, der har at gøre med adskillelse og separation i samfundet og et tab af nærende samvær med ikke-stressede forældre og at vi erstatter dette kemisk. Ritalin kan på overfladen synes at have hjulpet en masse børn, men problemet er ikke så meget, om de skal bruge medicin eller ej, problemet er, at i 80% af tilfældene er det alt hvad der sker. Ingen taler om miljøet i familien. Skolen gør ingen forsøg på at ændre skolemiljøet. Ingen forbinder sig med disse børn følelsesmæssigt. Det ses blot som et medicinsk eller adfærdsmæssigt problem, og ikke som et problem i udviklingen.

Og i forhold til at skeje ud, forbinder vi det vi normalt med, at et barn opfører sig dårligt, er uregerlig, oppositionel, voldelig eller er uhøflig. Og det er simpelthen fordi hvordan vi skal bruge sproget længere. Udtrykket "at skeje ud" betyder, at du gennem adfærd portrættere følelser som du ikke har ord tilrådighed for at udtrykke i sproget. I “Gæt og grimasser” skal du netop forsøge at skeje ud og gennem fysiske udtryk give udtryk for noget du normalt nemt ville kunne give udtryk for verbalt, fordi man ikke har lov til at sige noget. En anden analogi er at hvis du landede i et land, hvor du ikke talte sproget, og du var sulten, ville du være nødt til give udtryk for din sult gennem adfærd, såsom ved at pege på din mund eller din tomme mave, fordi du ikke har ord... 

En masse børn skejer ud, men det er ikke dårlig opførsel. Det er en repræsentation af følelsesmæssige tab og følelsesmæssige mangler i deres liv. Og uanset om det er, mobning eller et helt sæt af andre adfærd, så er hvad vi beskæftiger os med her, barndommens forkrøblede følelsesmæssige udvikling. Og snarere end at forsøge at styre disse adfærdsmønstre gennem straf, eller bare udelukkende gennem medicin, er vi nødt til at hjælpe disse børn med at udvikle sig.

Et godt, centralt og nemt sted at starte med at facilitere udvikling er gennem kosten. Mange forsøg har vist hvordan at ADHD hurtigt kan påvirkes af ernæring. En overvejende vegetarisk og rå/raw diæt vil hurtig være medvirkende til at give kroppen de nødvendige byggeklodser for at kunne påbegynde en sund udvikling. En sund diæt vil hjælpe hjernen med at fungerer bedre og derved mindske symptomer, såsom rastløshed og manglende fokus. Det er vigtigt at fjerne fødevarer og ingredienser såsom raffinerede kulhydrater, slik, lys chokolade (chokolade med højt kakaotørstof indhold kan tilgengæld afhjælpe symptomer ved at bevirke en forøgelse af dopamin i hjernen), sodavand, stort indtag juice og fødevare med lidt eller ingen fibre der tjener til at bremse glucoseabsorptionen, og som får niveauet af glukose i blodet til at stige meget hurtigt og udløse vilde udsving i aktivitetsniveau, koncentration, fokus og adfærd. 

Fjern derfor raffineret sukker fra kosten så hurtigt som muligt, og husk at spise rigeligt med Omega-3 fedtsyrer, som kan findes i fisk, valnødder, paranødder, hampefrøolie, olivenolie og rapsolie. 

Cannabis planten er desuden også for manges vedkommende meget effektiv til at lindre symptomerne, især indica slægten, men man skal stadigvæk til roden af problemet. Selvmedicinering med cannabis er en ligeså overfladisk behandling som ritalin, omend den er langt mindre skadelig for kroppen og faktisk er med til at facilitere vækst af nye hjerneceller. 

Så super kort opsummeret: Der findes der ikke unaturlige reaktioner, og derfor ingen reel sygdom ... Kroppen vil altid reagere naturligt på vores omgivelser, uanset hvor naturlige eller unaturlige disse må synes at være ... "ADHD" er en naturlig reaktionssmekanisme hos børn der er udsat for et "unaturligt miljø" ... Børn reagerer i virkeligheden på det bredere kollaps af de plejende, nærende og stimulerende betingelser i deres miljø/omgivelser som er nødvendige for deres sunde udvikling ... 

I et miljø der ikke giver dig den fornødne opmærksomhed eller næring er man nødt til at udvikle reaktionsmønstre som kan facilitere den tiltrængte og manglende opmærksomhed ... 

Det er ikke børnene som har opmærksomhedsbesvær, det er forældrene og det øvrige miljø omkring børnene som ikke har formået at være tilstedeværende nok til at give børnene den omsorg der er nødvendig! 

Med det sagt, så er den unge, den snart-voksne eller voksne et selvstændig tænkende og kan ikke bare pege fingrer af de voksne eller det øvrige samfund og sige "det er jeres skyld" for selvom der er sandhed i påstanden, så har vi alle et selvansvar og kan ved egne anstrengelser "omprogrammere" de her underliggende reaktionsmønstre vi kategoriserer, stigmatiserer eller diagnosticerer som “ADHD” ... Og det er her kost, fysisk aktivitet, ændrede vaner og f.eks. meditation kommer ind i billedet som glimrende værktøjer til at ændre vores underbevidste sind.

Der er altid en vej.