Det var en bilulykke. Intet særligt bemærkelsesværdig, men fatalt ikke desto mindre.Du efterlod dig en kone og to børn.
Det var en smertefri død.
Ambulance folkene gjorde deres bedste for at redde dig, men til ingen nytte.
Din krop var så aldeles knust at du var bedre stillet sådan, tro mig.
Og det er så her hvor du mødte mig...
"Hvad ... hvad skete der?" spurgte du "Hvor er jeg?"
"Du døde," sagde jeg køligt. Intet grund til at spilde ord.
"Der var en ... en lastbil, og den skred ud..."
"Jep," sagde jeg.
"Jeg ... jeg døde?"
"Jep. Men du behøver ikke tage det ikke alt for tungt. Alle dør, "sagde jeg.
Du kiggede dig rundt.
Der var blot intetheden.
Og dig og mig.
"Hvad er dette sted?" spurgte du "er det efterlivet?"
"Mere eller mindre," sagde jeg.
"Er du Gud?" spurgte du.
"Jep," svarede jeg. "Jeg er Gud".
"Mine børn ... min kone", sagde du.
"Hvad med dem?"
"Vil de klare sig?"
"Det dér, er hvad jeg kan lide at høre," sagde jeg "du har lige erfaret at du er død og din største bekymring er for din familie. Det er godt stof lige der. "
Du kiggede på mig med fascination.
For dig, lignede jeg ikke Gud.
Jeg lignede bare en mand.
Eller måske en kvinde.
En vag myndighedsperson, måske.
Mere en gymnasielærer end den almægtige.
"Bare rolig," sagde jeg. "de vil klare sig fint. Dine børn vil huske dig som perfekt på enhver måde. De havde ikke tid til at vokse foragt for dig. Din kone vil græde på ydersiden, men vil være hemmeligt lettet. For at være fair, var jeres ægteskab begyndt at falde fra hinanden. Hvis det er nogen trøst, vil hun føle sig meget skyldig for at føle sig lettet."
"Åh,"sagde du med et let suk "Så hvad sker der nu? Kommer jeg i himlen eller helvede eller sådam noget?"
»Hverken eller," sagde jeg "Du vil blive genfødt."
"Arh," sagde du "Så hinduer havde altså ret,"
"Alle religioner har ret på deres egen måde," sagde jeg "Gå med mig."
Du fulgte med, som vi slenterede gennem tomrummet
"Hvor skal vi hen?"
"Ingen steder hen specielt," sagde jeg "det er bare rart at gå, mens vi taler."
"Så hvad er pointen så?" spurgte du "Når jeg bliver genfødt, vil jeg bare være en blank tavle, ikk? En baby. Så alle mine erfaringer og alt, hvad jeg gjorde i dette liv, vil ikke betyde noget."
"Ikke så!" sagde jeg "Du har i dig al viden og erfaring fra alle dine tidligere liv. Du kan bare ikke huske dem lige nu."
Jeg stoppede op og tog dig ved skuldrene.
"Din sjæl er mere storslået, smuk og gigantisk end du overhovedet kan forestille dig. Det menneskelige sind kan kun indeholde en lille brøkdel af, hvad du er. Det er ligesom at stikke fingeren i et glas vand for at se, om det er varmt eller koldt. Du sætter en lille del af dig selv i beholderen, og når du tager den ud igen, har du fået alle de oplevelser, den havde."
"Du har været et menneske de sidste 48 år, så du har ikke rigtig strukket ud endnu og følt resten af din umådelige bevidsthed. Hvis vi hang ud her længe nok, ville du begynde at huske alt. Men der er ingen grund til at gøre det mellem hvert liv.
"Hvor mange gange er jeg blevet genfødt så?"
"Åh masser af gange. Masser og masser. Og ind i en masse forskellige liv." sagde jeg "Denne gang, vil du blive en kinesisk bonde pige i 540 e.Kr.."
"Vent, hvad?" du stammede "Du sender mig tilbage i tiden?"
"Nå ja, teknisk set... Men tid, som du kender det, eksisterer kun i dit univers. Tingene er anderledes, der hvor jeg kommer fra."
"Hvor du kommer fra?" spurgte du.
"Åh jamen bestemt," forklarede jeg: "Jeg kommer også fra et sted. Et andet sted. Og der er andre som mig. Jeg ved, du ønsker at vide, hvordan at det er der, men ærligt, så ville du ikke kunne forstå."
"Åh", sagde du, lidt svigtet "Men vent. Hvis jeg bliver genfødt til andre steder i tiden, kunne jeg have interageret med mig på et tidspunkt!"
"Selvfølgelig. Det sker hele tiden. Og med begge liv kun bevidste om deres egen levetid, du ved ikke engang at det sker."
"Så hvad er meningen med det hele?"
"Seriøst?" spurgte jeg "Seriøst? Du spørg mig om meningen med livet? Er det ikke lidt stereotypt?"
"Jamen, det er et rimeligt spørgsmål," sagde du vedholdende.
Jeg kiggede dig i øjnene.
"Meningen med livet, grunden til at jeg skabte hele dette univers, er for at du kan modnes."
"Du mener menneskeheden? Du vil have os til at modnes?"
"Nej, bare dig. Jeg skabte hele dette univers for dig. Med hvert nyt liv vokser du og modnes og bliver et større og større intellekt."
"Bare mig? Hvad med alle de andre?"
"Der er ingen anden," sagde jeg "I dette univers, er der kun dig og mig."
Du stirrede tomt på mig.
"Men alle mennesker på jorden ..."
"Alle sammen dig. Forskellige inkarnationer af dig."
"Vent. Jeg er alle !?"
"Nu begynder du at forstå," sagde jeg, og gav dig et lykønskende klap på ryggen.
"Jeg er ethvert menneske, der nogensinde har levet?"
"Og som nogensinde vil leve, ja."
"Jeg er Abraham Lincoln?"
"Og du er også John Wilkes Booth," tilføjede jeg.
"Jeg er Hitler?" sagde du rystet.
"Og du er de millioner, han dræbte."
"Jeg er Jesus?"
"Og du er alle, der fulgte ham."
Du blev tavs.
"Hver gang du har forbrudt dig mod nogen," sagde jeg, "forbrød du dig i virkeligheden mod dig selv. Enhver handling af venlighed du har gjort, har du gjort overfor dig selv. Ethvert glad og trist øjeblik nogensinde oplevet af noget menneske blev, eller vil blive oplevet af dig."
Du tænkte i lang tid.
"Hvorfor" spurgte du mig. "Hvorfor gøre alt dette?"
"Fordi, en dag vil du blive som mig. Fordi det er, hvad du er. Du er en af min slags. Du er mit barn."
"Whoa", sagde du, vantro. "Du mener jeg er en gud?"
"Nej. Ikke endnu. Du er et foster. Du vokser stadig. Når du har levet ethvert menneskeliv igennem al tid, vil du have vokset nok til at blive født. "
"Så hele universet", sagde du, "det er bare ..."
"Et æg." svarede jeg.
"Nu er det tid for dig at gå videre til dit næste liv."
Og så sendte jeg dig på din vej....
