Tripseeker’s Guide to the Galaxy: Et interview med Dennis McKenna

Det er næsten et halvt århundrede siden at Dennis McKenna og hans bror Terence drog ud på den rejse, der ville gøre dem legender. Et dybtliggende og uundvigeligt behov for at finde svar på nogle af livets mest grundlæggende spørgsmål førte dem til fjerne afkroge af Sydamerika og længere endnu - ind i de snoede kringlekroge af det menneskelige sind.

Deres søgen krævede ikke kun mod til at vove sig ind på de mørke stier af uudforsket mentalt territorie, men også modet til at underminere den tids sociale, religiøse og videnskabelige overbevisninger.

Den skrigende afgrund de udfordrede bestod ikke kun af manglende videnskabelig ekspertise, men også af det enorme vacuum af erfaring der eksisterede i den vestlige kultur.

Som et tegn på at vestlig kultur havde brug for noget at udfylde dette vaccum med, kan det ses at Dennis og Terences bog "Psilocybin: Magic Mushroom Grower Guide" har solgt over 100.000 eksemplarer siden udgivelsen i 1976. Og også det faktum, at de følte de var nødt til at udgive bogen under pseudonym.

Bogen var den første pålidelig kilde til at beskrive en effektiv metode til at dyrke psilocybin svampe i hjemmet.

Dennis McKenna deler gerne sin erfaring med andre - som han og Terence gjorde det i deres første bog. I sin erindringsbog, "Brotherhood of the Screaming Abyss", deler han sine erindringer om sin bror og deres fælles søgen. Dennis har valgt at gøre sin bog tilgængelig via OpenBooks.com (en eBogs projekt der lader dig læse bogen først og siden betale det du føler bogen er værd for dig.)

I den forbindelse har OpenBooks.com foretaget et super interview som vi har valgt at bringe uoversat hér:

OpenBooks.com: The title of your book contains an intriguing secret. Why and how is the brotherhood connected to an abyss? And why is the abyss screaming?

Dennis McKenna: This title has multiple origins. Partly, it’s a reminder of an abyss that was important to me and my brother when we were children: the Black Canyon of the Gunnison National Monument, which was near the town where we grow up - Paonia, Colorado. It’s the deepest gorge in Western US, much deeper than the Grand Canyon. My family used to go there all the time; we would drive over and take a picnic lunch, and spend the day looking into the abyss from all areas. It was more than 3000 feet deep in places. The cover of the book is a picture of my brother and me gazing into that abyss, a photo taken by our mother in 1957. And the frontispiece of part 1 is another picture, taken by me in 2011. The ‘screaming’ part of the abyss harkens back to a favorite sci-fi/horror author of ours, H. P. Lovecraft. His horror stories were often about ancient aliens from beyond the stars: ‘the unspeakable, gibbering horrors from the screaming abyss’, which always appealed to us as young teenagers obsessed with science fiction. So when it was time for us to travel to South America in search of the ‘Secret’, we called ourselves ‘the brotherhood of the screaming abyss’. It was tongue in cheek, making light of our quest which we actually took very seriously. But we were Irish, and had a twisted Irish sense of humor. So although we were seeking the Ultimate Secret, it was healthy to have a bit of humor about it. And then finally, on some unconscious level I think it also refers to the DMT experience. Taking DMT is kind of like stepping off into an abyss; and if you did that, you’d scream!

- What (in the early 70s and later) distinguished your attitude to experiments with substances inducing altered states of consciousness from the typical hippy or New Age approach?

We were contemptuous of the counterculture’s approach to psychedelics. It seemed very superficial to us. Once we had discovered and experienced DMT, we realized that it was more astounding than any other drug we’d ever encountered; indeed, more astounding than any other thing we had encountered! And DMT was rare in those days, almost nobody was talking about it. And it was just clear to us that Timothy Leary, the only spokesman for psychedelics in the 60s, was as baffled and clueless about the true nature of psychedelics as everyone else. Then we discovered that psychedelics were quite ancient, nothing new, and that they figured prominently in many shamanic traditions, especially in South America. So we figured that if we wanted to understand psychedelics, we had to go talk to indigenous people who knew how to use them, had been doing so for thousands of years. That was partly why we decided to set out for South America in search of the ‘Secret’. We weren’t ‘joiners’ and we weren’t interested in joining a cult, which is what the Leary-inspired social phenomenon was becoming. So we rejected that. We wanted to find out for ourselves just what was going on.

- What was the goal of your quest? Finding out about the nature of the human brain, or consciousness, or maybe mankind?

The short answer is we were both driven by curiosity which is the human trait that drives all science, all discovery. We wanted to understand these ultimate questions: the nature of existence and consciousness, the place of our species in nature and the destiny of our species. My brother and I had a very similar approach to finding out about these questions. The main difference between us was that Terence was more of a philosopher and speculator; my approach was more scientific. I was interested in the ‘nuts and bolts’ of how things worked, while he was more interested in the metaphysical and philosophical side of things. These two approaches overlapped and were very complementary in many ways. Neither one of us were interested in the pat, standard ‘answers’ handed out by religion. We rejected that early on. We were big believers in thinking for ourselves and not accepting belief systems designed mostly to make people stop being curious, stop asking questions.

- What circumstances, influences and predispositions shaped your attitude?

I would say just that: curiosity. It’s what drives most honest scientific inquiry. That, and DMT; it presented us with a real mystery. It seemed to be the ultimate mystery, and it was worth going after. A deep early influence from science fiction helped too. Also Jungian psychology and alchemy; both of these disciplines gave us a framework within which to understand the mysteries we were investigating.

- Since that era, opinion about psychedelic substances has evolved within Western societies. What’s your opinion about the current state of the common mind?

After a long hiatus following the prohibition of most psychedelics at the end of the 60s, the door to scientific investigations and research is opening again. The potential for therapeutic uses of these substances is being recognized again. In the not very distant past, if you wanted to devote your life to researching psychedelics, your colleagues regarded you as crazy! And it was a sure way to destroy your career. The system was not set up to allow this. Now, it’s almost respectable. You no longer have to hide your head in shame if you want to work in this area. Even now there are a number of FDA approved clinical trials underway with psilocybin, to study existential anxiety in terminal patients, depression, alcoholism, even nicotine addiction. These clinical studies are showing remarkable results. Another substance, MDMA, is showing great promise for treating PTSD, especially in military veterans. There is a great need for such treatments because there are so many veterans who suffer from this, having been traumatized in combat. Many other kinds of trauma as well, such as sexual trauma. And there are no good treatments or medications that help people confront these experiences and heal from them.

Here’s a link to a recent article that gives a good description of current work with psilocybin.

- Are things going in a similar way in South American countries, like Brazil or Peru?

I suppose similar things are going on in Brazil, but there most of the interest is in ayahuasca. There are several syncretic religions such as the UDV and Santo Daime that use ayahuasca in religious practices, and this has been permitted for decades. But many members of these churches are also scientists and clinicians, and are beginning to investigate its possible clinical uses.

Of course outside the context of research, in South America, especially Peru, ayahuasca is getting very popular! There is now an ‘ayahuasca tourism’ industry, where North Americans and Europeans are flocking to retreat centers in Peru in search of a traditional shamanic ayahuasca ceremony. While this has created some problems (occasional abuse of women by unscrupulous practitioners for example), all in all, this tourism is probably a healthy thing, though of course it will change the traditional practice. But young people, and many others, are disillusioned with our religious institutions and long to have a genuine, spiritually satisfying religious experience. They often don’t find it in established religious institutions; in fact, many of those religions seem very concerned with preventing that kind of experience from ever happening! So people are motivated to seek these experiences outside the context of established religion. I think this is important, and legitimate. Our Western, consumerist lifestyles are bereft of spiritual meaning; there is a huge vacuum. People go to South America to find ayahuasca to try to fill that vacuum.

- March 4, 2015, was the 44th anniversary of the “Experiment at La Chorrera”… What significant things do you know now that you didn’t know back then?

A lot can happen in 44 years, and hopefully one of these things is that we grow a little wiser. I am somewhat more cynical than I was as a young man of 20 setting out in search of the ‘Secret’. What I know now, that I didn’t know then, is that one never really finds the ‘Secret’! The real secret is the quest itself; there is no final answer, only more questions. And I’m fine with that. That’s as it should be. I’m as curious and astonished by the universe in all its beauty and mystery as an old man of 64 as I was as a young man; maybe even more.

Another thing I’ve learned, if I’ve learned anything, is how little I know! How little anyone knows, really. So it’s important to bear that in mind and not get too arrogant about how much we know. The realm of the unknown will always be infinitely greater than the small realm that we do know (or think we know). Psychedelic experiences are good for that; they always remind me of how little we know. I still regard these medicines as the greatest gift of my life, still take them, and still learn from them.

I’ve also learned in 64 years that time is the most important thing we ‘have’; it’s much more valuable than money. And the paradox is that we don’t really have it; the more we grasp at it, the faster it slips away it seems. More than anything else, I’d like to have a time machine, but that is by definition impossible. The time machine, or something like it, is what we were trying to create at La Chorrera, and we demonstrated that that approach, at least, is impossible!

- If you had the opportunity to change something in your past, would you? And what would it be?

Basically I’m grateful to have lived in such a marvelous universe, in such interesting times, and I don’t regret any of it. I wish that my beloved brother had lived long enough to see 2012, and to still be here to share with me the wonder and curiosity that we shared back in the day. He’s still very much with me, and with a lot of people apparently, judging by his ubiquity on the Net. He’s achieved an odd kind of immortality; he still haunts the Net, and his many talks and lectures are still as timely and interesting today as they were 20, 30, 40 years ago. If I could change anything, I would change that: his untimely passing in the prime of his life.

-

 

Du kan finde bogen hos OpenBooks.com hér:

Åndelig Ensomhed

- af Asger Lorentsen

Åndelig ensomhed er den form for ensomhed, hvor vi føler os isoleret som mennesker i et åndeligt vakuum, medens vi savner en dybere hjertekontakt. Kender du den situation, hvor du er omgivet af mennesker, som du har let ved at kommunikere med, samtidig med at du føler dig ensom? Kender du den situation, hvor du måske har et godt parforhold, og alligevel føler dig ensom? Har du prøvet at sidde sammen med gode venner og pludselig opdage, at du har en form for indre tomhed og ensomhed, som disse venners selskab ikke kan dække over? Kender du den smerte i hjertet, som både fortæller dig, at du er isoleret og alene, og som samtidig giver dig en længsel efter en udefinérlig indre fylde og kærlighed? Kender du den desperation i hjertet, hvor du ser i øjnene, at du måske aldrig vil kunne opleve den kærlighed, der skulle afsluttet hjertets ensomhed? Har du af og til set en film, hvor hovedpersonerne i den lykkelige slutning får hinanden, samtidig med at du tænker, at selvom du fik en tilsvarende partner, så ville det ikke dække over din indre ensomhed? Hvis du kan svare ja til de fleste af disse spørgsmål, så kender du den åndelige ensomhed fra dit eget liv.

Når jeg har talt med åndeligt indstillede mennesker omkring den åndelige ensomhed, så har jeg lagt mærke til, at mange bliver forbavsede over at de ikke er alene om denne ensomhed. De troede, at det var dem, der var umulige eller mislykkede, eller som stillede for store krav, således at de ikke kunne tilpasses menneskenes verden. De havde med forbavselse lagt mærke til, at de ikke længere kunne bruge de måder, som andre anvender for at få afhjulpet ensomheden eller få en indre form for lykke og glæde. Samtidig var det gået op for dem, at selv om det hjælp med den indre tomhed, når de beskæftigede sig med det åndelige verdensbillede, så kunne de alligevel ikke finde en løsning, som kunne afhjælpe deres grundlæggende ensomhedsproblem.

Denne tilstand af at være fastlåst i den åndelige ensomhed kan således nemt give en fornemmelse af at være mislykket og utilpasset: "Det må være mig, der er noget i vejen med, siden jeg hverken kan tilpasses menneskenes verden eller Guds verden". Derfor kan det være en stor lettelse at opdage, at en sådan tilstand er meget udbredt blandt åndeligt indstillede mennesker.

At være et åndeligt indstillet menneske betyder i virkeligheden, at vi har forladt den form for gruppebevidsthed, som er herskende i menneskerigets nuværende udviklingsstadium. På det nuværende udviklingsstadie lever hovedparten af menneskeheden i en form for gruppeidentitet, der skaber en grundlæggende tryghed i livet. Denne gruppeidentitet kan være den snævre families identitet; det kan være lokalsamfundets, landsbyens eller stammens identitet, og i vore dage kan vi søge at få en tilsvarende identitet og gruppetryghed i en form for storfamilie, kollektiver eller tættere nabofællesskaber. I en større skala findes gruppetrygheden ved sportsbegivenheder og nationale begivenheder, som kan hjælpe mennesker med at undgå følelsen af ensomhed og isolation. Stærkest kommer gruppetrygheden naturligvis igennem i parforhold, som bl.a. har den store psykologiske funktion at hjælpe mennesket med at undgå ensomhed.

Udskillelse fra gruppetryghed

Den åndelige vejs første trin betyder i virkeligheden, at vi begynder at skille os ud fra den gamle gruppeidentitet. Det svarer til drengen i H.C. Andersens eventyr om klokken, der som den eneste i landsbyen hører, at der er en klokke ude i skoven, som han må følge, selvom han derved må gå vejen alene. Problemet med den åndelige ensomhed er, at den åndelige vej grundlæggende kun kan gås alene. Den åndelige vej vil derfor i en vis forstand altid være ensomhedens vej. I den første del af ensomhedens vej føler vi især ensomhed som dette ikke at kunne forbinde os med de sociale sammenhænge i menneskeheden. Ensomheden består da i, at gruppe- og familielivet virker for tomt, samtidig med at vi ikke kan finde en erstatning for dette.

Den største ensomhed fra dette stadie kan i virkeligheden bestå i, at vi tilsyneladende har et godt familieliv, og alligevel føler vi hjertets smerte over at være alene. Her kan vi opdage, at vi er 100% alene, til trods for, at vi må ske er tæt sammen med et andet menneske. Det største problem med denne form for ensomhed er, at vi ikke kan kommunikere den videre til andre. Den ligger som en indre smerte i hjertet, der kan forværres af, at den hele tiden minder os om, at vi ikke er som de andre, og at vi ikke passer ind i menneskeheden.

Accept af at være alene

I den næste fase har vi mere eller mindre opgivet at få dækket ensomheden igennem andre menneskers selskab. Måske håber vi stadig på, at den eneste ene kan vække os ud af den grundlæggende ensomhed, men i så fald er vi bevidste om, at den eneste ene skal være en frelsende engel eller en rytter på en hvid hest. I begge tilfælde skal den mulige partner komme fra himlen – dvs. fra vort hjemmeunivers. Vort håb kan således være, at Gud sender en dual fra vort eget hjemmeunivers, som har indbygget i sig, at han eller hun forstår os, og at han eller hun kan fylde den smerte ud, som gnaver i et tomt rum i hjertet. Måske vil vi på dette stadie stadig blive mindet om, at vi er mislykkede i den almindelige familie- og gruppesammenhæng. Men vi er nået til den erkendelse, at vi ikke kan vende tilbage til gruppetrygheden, og at vi må finde en anden vej. Vi er således bevidste om, at vi skal gå fremad og ikke tilbage.

Vejen fremad kan vi da finde ved psykologiske teknikker, hvorved vi eventuelt kan få bearbejdet nogle af ensomhedstraumerne og nå frem til den grundlæggende erkendelse, at vi står alene i tilværelsen, og at vi tør virkeliggøre os selv som individuelle mennesker, selvom dette indebærer større risici for at være alene om tilværelsen. Til vor store forbavselse kan vi da opdage, at selv efterhånden som det lykkes at realisere os selv som individuelle mennesker, så kan ensomhedens smerte gnave videre i hjertet.

Ansporing til dybere søgen

På ensomhedens tredje trin begynder vi at blive bevidste om, at det eneste, der kan dække over ensomheden, eller som kan forløse ensomheden, er en dybere åndelig søgen. På dette trin bliver vi måske bevidste om, at Gud har givet os ensomheden, for at ensomheden kunne blive vor dybere ansporing til at søge tilbage til kærlighedens univers. På de tidligere trin hjalp ensomheden os med at frigøre os fra gruppeidentiteten, og den tvang os til at kæmpe med tilværelsen, den fik os til at indse, at de overfladiske, nemme og hurtige løsninger på tilværelsens problemer ikke længere kunne tilfredsstille vor åndelige søgen. Og den gav os muligheder for at forstå så mange flere facetter af livet, at det er som om, den skabte en ny og dybere etage i vor bevidsthed. I den tredje fase af ensomhedens vej opdager vi måske, at ensomheden hjælper os til at forstå, at vi først bliver lykkelige og tilfredse, når vi kan mærke den form for indre fylde, liv og kærlighed, som vi dybest set kender frade åndelige verdener, som vi er udgået fra. Vi opdager her, at end ikke selvrealiseringens form for livsglæde kan tilfredsstille denne dybe længsel, som ensomheden ansporer.

Opløsning af ensomheden

Det paradoksale er, at ensomhedens smerte nu går så dybt ind i hjertet, at den nedbryder sig selv: Netop som ensomhedens smerte gør længslen efter Gud som kærlighed så stærk, at vi uundgåeligt vil kalde på Gud som den tilgivende og forløsende kærlighed, som vil opløse ensomheden. Når hjertets ensomhed er tilstrækkeligt stærk, bliver længslen efter guddommelig kærlighed så stor, at disse energier tilsammen vil nedbryde den stolthed, separatisme og andre jeg-identiteter, som tidligere var med til at gøre os ensomme. I denne fase af ensomhedens vej sker de store forløsningsprocesser, hvor vi trin for trin åbner vore hjerter for den forløsende kærlighedskraft.

Vi indser nu, at ensomheden først ophører, når vi smelter sammen med Sjælen eller med et andet udtryk for den guddommelige kærlighed. Vi opdager da, at tomrummet i hjertet kan fyldes ud af en guddommelig kærlighedsstrøm, som giver os en indre forbindelse med universets hjerte, Guds hjerte, Kristus, Jesus, Sjælen eller en anden vibration, der udgår fra ensomhedens plan.

Det største øjeblik i denne fase kommer, når vi opdager, at kærlighedsstrømmen er blevet så stærk og så permanent i vort hjertecenter, at det kan lykkes for os når som helst at åbne for denne. Dvs. at når ensomheden vender tilbage, er det op til os selv at åbne hjertet for Gud og således lade ensomhedens rum fyldes ud. Samtidig opdager vi, at der er sket et grundlæggende skift, så den dybe smerte, desperation og tomhed, der var forbundet med ensomheden, nu svinder bort.

Den subtile alenehed

I den sidste fase af ensomheden mærker vi ikke længere den store desperation og tomhed omkring vor livssituation. Vi lever med en relativt høj grad af indre livsglæde og fylde. Ensomheden er i et vist omfang blevet forvandlet til hjertets dybde, visdom og medfølelsesevne. I forhold til tidligere faser føler vi os ikke længere ensomme, og det er ikke så vanskeligt for os at se i øjnene, at vi eventuelt skulle leve resten af inkarnationen uden en partner eller under livsomstændigheder, som tidligere kunne fremkalde angst og ensomhed.

Ensomheden er nu blevet mere subtil og mindre smertefuld. Hvis vi vil spore den i hjertet, kan vi finde den som en ensomhed i forhold til ikke at være fuldt åbne for Gud, for kærlighedsverdenen og for det indre liv, som gennemtrænger den ydre verden. Denne form for ensomhed svarer til den tomhed, der stadigvæk er ved at være et menneske på det fysiske plan i modsætning til at være et diskarneret væsen i lysverdenerne. Denne fase af ensomhed svarer også til den mangel på indre fylde, kærlighed og glæde, som gør sig gældende, så længe vi er fokuseret i vore personligheder set i forhold til at være fokuseret på sjælsplanet.

Hvis denne fase af ensomhed markerer sig stærkt, kan den være et tegn på, at vi nærmer os en indvielse, som vil skabe en større grad af dagsbevidst enhed med Gud, enhed med kærlighedsverdenen og enhed med selve livsessensen bag fænomenernes verden. I denne fase af en-somhed kan der også opstå en ensomhedens smerte over de lidelser, som findes i den skabte verden generelt. Man kan således opdage, at de sidste spor af ensomheden først kan forløses, når man selv er med til at bygge bro mellem Guds verden og skabningens verden. Ensomheden kan da blive et udtryk for, at vore hjerter er åbne for den smerte, som andre væsener har, fordi de ikke mærker universets kærlighed.

Når vi forstår den åndelige ensomhed i sin helhed, da opdager vi, at ensomheden er uundværlig på den åndelige vej. Ensomheden gør os selvstændige, ensomheden modner os, ensomheden nedbryder bevidsthedens tendens til at være overfladisk, og ensomheden får os til at tage de store kampe om meningen med livet, Guds eksistens og vore egne livsformål. Det er ensomheden, der i visse inkarnationer gør os til narkomaner og alkoholikere, fordi vi ikke kan udholde individualiseringens processer. Men det er også ensomheden, som får os til at åbne os så dybt for Gud, at vi for altid erhverver evnerne til at leve midt i stemningernes verden og alligevel føle os forbundne med den verden, som vi er udgået fra.

Ego - Det Falske Center

Det første vi må forstå, er hvad et ego er. 

Et barn er født uden nogen viden og uden nogen bevidsthed om sig selv.
Når et barn er født er det første, barnet bliver opmærksom på, ikke sig selv.
Nej, det første barnet bliver opmærksom på, er 'det andet'.
Barnet er neutralt, for øjnene åbner udadtil, hænderne berører noget andet, ørerne lytter til andet, tungen smager maden, og næsen lugter det ydre.
Alle sanser åbner udadtil. 

Dette er hvad fødsel betyder. 
Fødsel betyder at komme ind i denne verden, som er det ydres verden. 

Så når et barn er født, er det født ind i denne verden, det ydres verden. 
Når den lille dreng åbner sine øjne, ser han noget andet. Det 'andet' er 'dig'. 
Og drengen bliver først opmærksom på moderen.
Derpå, lidt efter lidt, bliver han opmærksom på sin egen krop.
Denne er også det andet, denne krop tilhører også verden.
Når han er sulten, føler han sin krop og når hans behov tilfredsstilles, glemmer han atter sin krop.

Dette er hvordan et barn vokser op. 
Først bliver barnet opmærksom på Jer, Du, det andet og derpå, efterhånden, i modsætning til Jer/Du, bliver barnet opmærksom på sig selv. 

Denne opmærksomhed er en reflekteret opmærksomhed. 
Han er faktisk ikke opmærksom på, hvem han er.
Han er simpelthen opmærksom på moderen og hvad hun mener om ham.
Hvis hun smiler, hvis hun bekræfter barnet, hvis hun siger, "Du er dejlig", hvis hun krammer eller kysser ham, så har barnet det godt med sig selv. 
På dén måde er et ego født.

Via bekræftelse, kærlighed og omsorg føler han sig som en god dreng, han føler, han er noget værd, han føler, han har betydning. 

Et center er født.

Men dette er et reflekteret center.
Det er ej hans virkelige væsen.
Han véd næppe, hvem han egentlig er.
Han véd blot, hvad andre mener om ham. 
Og dette er ego'et: 

Reflektionen, hvad andre mener. 
Hvis ingen mener, han kan bruges til noget, hvis ingen bekræfter ham, ingen smiler, så er et ego også født: Et 'sygt' ego; trist, afvist og føler sig som et misfoster, uden værdi.
Dette er også ego'et.
Dette er også en reflektion.

Først moderen - og med moderen begynder verden. 
Det andet vil slutte sig til moderen, og verden fortsætter at vokse. 
Og jo mere verden vokser, des mere komplekst bliver ego'et, for mange andres meninger reflekteres. 

Ego'et akkumulerer begreber - et bi-produkt ved at leve med andre. 
Hvis et barn er fuldstændig alene, vil det aldrig udvikle et ego.
Men det betyder ikke, at han vil lære sit virkelige selv at kende.
Nej, han vil forblive som et dyr. 

Det virkelige kan kun læres at kende gennem det falske, så ego'et er en nødvendighed.
Enhver må igennem det.
Det er disciplin.
Det virkelige kan kun læres at kende gennem illusionen. 
Man kan ikke møde sandheden direkte. 
Man må først vide, hvad der er ikke er sandt, først møde det falske. 
Via dette møde bliver man i stand til at kende sandheden.
Hvis du altså kender det falske som det falske, vil sandheden komme til dig. 

Ego'et er et behov; det er et socialt behov, det er et socialt bi-produkt. 
Og det sociale, fællesskabet, indbefatter alt hvad der omgiver én, ikke dig - men alt, hvad der omgiver dig. 
Alt, minus dig, er fællesskabet.
Og alle reflekterer.
Du kommer i skole, og læreren reflekterer, hvem du er.
Du opnår venskaber med andre børn, og de reflekterer, hvem du er. 
Lidt efter lidt lægger enhver noget til dit ego, idet enhver prøver at modificere dette, således at du ikke bliver et problem for fællesskabet. 

De bekymrer sig ikke om dig.
De bekymrer sig om fællesskabet. 
Fællesskabet bekymrer sig om sig selv, og det er som det skal være. 

De bekymrer sig ikke om, at du skal blive selvbevidst. 
De bekymrer sig om, at du skulle blive en effektiv del af samfundets funktion.
Du skal tilpasse dig mønsteret, så de prøver at give dig et ego, der passer til samfundet. 
De lærer dig moral.
Moral er at give dig et ego, der vil passe til samfundet.
Hvis du er amoralsk, vil du altid være utilpasset et eller andet sted. 
Derfor fængsler vi kriminelle - ikke fordi, de har gjort noget forkert, ikke fordi dét vil forbedre dem.
Nej, de passer simpelthen ikke ind.
De skaber problemer.
De har bestemte slags ego'er, som samfundet ej godkender.
Hvis samfundet godkender, er alt iorden.

Hvis en mand myrder nogen, så er han en morder.

Men hvis den samme mand i krigstid myrder tusinder - hyldes han som helt.
Samfundet anfægtes ikke af en morder, når morderen er engageret af samfundet - da er det okay.
Samfundet anfægtes ikke af egentlig moral.
Samfundets moral betyder kun, at man skal tilpasse sig samfundet. 
Hvis samfundet er i krig, da ændres samfundets moral. 

I fredstid er moralen en anden.

Samfundets moral er en social politik.
Den er diplomati.
Og ethvert barn skal opdrages således, at han passer til samfundet, det er det hele.
For samfundet interesserer sig for effektive medlemmer.
Samfundet interesserer sig ikke for, om man opnår selverkendelse. 

Samfundet skaber et ego, fordi egoet kan kontrolleres og manipuleres.
Selvet, derimod, kan aldrig blive kontrolleret og manipuleret.
Ingen har nogensinde hørt om et samfund, der kontrollerede et selv - dette er umuligt.

Et barn behøver et center; barnet er fuldstændig ubevidst uden sit eget center.
Så samfundet giver barnet dette, og barnet bliver efterhånden overbevist om, at dette center og ego, som samfundet tilbyder, er hans eget. 

Et barn vender hjem og hvis han har klaret sig godt, er hele familien glad. 
Man knuser og kysser ham, tager ham op på skuldrene, danser og siger, "Hvilket vidunderligt barn! Vi er stolte af dig!". Man giver barnet et ego af subtil karakter.
Men vender et barn hjem - og har han ikke klaret sig godt, føler han sig afvist, en fiasko - han bestod ikke, eller måtte blot sidde på bagerste række - så værdsætter ingen ham, og barnet føler sig afvist af alle. Barnet vil gøre sig mere umage næste gang, for centeret føler sig rystet, bange.

Egoet er altid bange, altid på jagt efter den føde, som værdsættelsen er.
Det er derfor, man konstant søger opmærksomhed.

Du har fået idéen til hvem du er fra andre.
Det er ikke en direkte erfaring. 

Det er fra andre, du har idéen om, hvem du er. 
De har formet dit center. 
Men dette center er falsk, fordi du også rummer dit virkelige center, som er andre uvedkommende - ingen former.

Dit virkelige center:
Det kom du med. 
Du er født med det.

Så du har to centre.
Ét center, du kom med, som er givet ved sin egen eksistens.
Dette er Selvet.
Det andet samfundsskabte center er ego’et.
Ego’et er en falsk størrelse og et omfattende trick. 
Via hvilket samfundet kontrollerer dig.
Du skal opføre dig på en bestemt måde, fordi kun derved værdsættes du af samfundet.
Du skal gå på en bestemt måde, le på en bestemt måde, have visse manerer, en moral, en kode.
Kun da vil samfundet værdsætte dig, og hvis det ikke gør, vil dit ego blive bange og rystet.
Og når ego’et ryster, ved du ikke hvor du er eller hvem du er. 

De andre har givet dig idéen. 
Idéen er ego’et. 

Prøv at forstå dette så dybt som muligt, for ego’et skal "transcenderes". 
Med mindre du transcenderes ego’et, vil du aldrig blive i stand til at nå selvet. 
Det skyldes, at du er bundet til centeret - du kan ikke ændre det og betragte selvet.

Men husk, der vil være en midlertidig periode, før ego’et er transcenderet, hvor du vil ikke ved hvem du er eller hvor du er på vej hen - alle lænker smelter.

Du vil blive forvirret, et omvandrende kaos.

For i dette kaos frygter du tabet af ego’et.
Men det skal være sådan. 
Enhver må passere gennem kaos for at finde sit virkelige center.
Og hvis du er modig, vil denne periode være kort.

Men hvis du er bange, og atter falder tilbage i ego’et og du igen forsøger at bringe det i stand, så kan perioden blive meget, meget lang; mange liv kan blive spildt.

Jeg har hørt følgende:
Et lille barn besøgte sine bedsteforældre.
Han var bare fire år.
Om aftenen, da bedstemoderen puttede ham, begyndte han pludselig at græde og sagde, "Jeg vil hjem! Jeg er bange for mørket." men bedstemoderen sagde, "Jeg ved ellers, at derhjemme sover du i mørke; jeg har aldrig set lyset være tændt om natten. Så hvorfor er du bange her?" og drengen svarede, "Jamen, det er også rigtigt - men dér er det MIT mørke." ...
Dette mørke er derimod ganske ukendt. 

Selv i mørket føler du, "Dette er MIT."

Udenfor hersker et ukendt mørke. 

Med egoet føler du, at "Dette er MIT mørke."

Måske er ego'et problematisk, måske skaber det megen elendighed, men det er stadig mit eget.
Noget at holde ved, klamre sig til, noget fast under fødderne; du er ikke i et vakuum, ikke i tomhed.
Du er måske mislykket, men i det mindste ER du.
Selv at være mislykket giver dig følelsen af væren. 
At fjerne sig fra dét, får frygten til at overtage; du føler først angst for det ukendte mørke og kaos - for samfundet har haft held til at opklare en lille del af din Væren. 

Dét er som at gå i skoven.
Du laver en lille opklaring, du opklarer et lille område;
Du laver et hegn, du laver en lille hytte; du laver en lille have, en plæne, og du føler dig godt tilpas. 
Hinsides dit hegn - er skoven, det vilde, ukendte mørke og kaos, . 
Her bag hegnet er alt iorden; du har planlagt alting. 
Det er netop sådan, det er sket. 

Samfundet har lavet en lille lysning i dit sind.
Samfundet har renset blot en lille del fuldstændig, indhegnet det.
Alting er iorden dér.
Det er, hvad alle Jeres universiteter foretager sig.
Hele kulturen og dens betingelse er blot at opklare en del, så man kan føle sig hjemme et sted. 

Men så bliver du angst.
For hinsides hegnet er der farligt. 

Hinsides hegnet er du, som du er indenfor hegnet - og dit bevidste sind er blot en tiendedel af dit hele væsen.
Ni tiendedele venter i mørket.
Og et sted i dette område er dit virkelige Selv gemt.

Man må være modig og tapper. 

Man må tage et skridt ind i det ukendte. 

En stund vil alle grænser være borte. 

En stund vil du føle dig svimmel.

En stund vil du føle dig angst og bævrende, som om et jordskælv finder sted.
Men hvis du er dristig og ikke vender om, hvis du ikke falder tilbage i egoet, og du fortsætter og fortsætter, så er der et skjult center i dig, som du har indeholdt i mange liv.

Dette er din sjæl, dit Selv. 

Når du én gang kommer nær dit selv, ændres alt og falder atter til ro.
Men denne ro er ej et produkt af samfundet. 
Nu bliver alting et kosmos, ikke et kaos; en ny orden opstår. 

Men dette er ikke længere samfundets orden - det er den omfattende orden i eksistensen i sig selv.

Det er, hvad Buddha kalder Dhamma, Lao Tzu kalder Tao, Heraklit kalder Logos.
Det er ikke menneskeskabt.
Det er den VÆLDIGE orden i eksistensen i sig selv. 
Så er alting pludselig smukt igen, og for første gang virkeligt smukt, for menneskeskabte ting kan ikke være smukke. 
Man kan højst skjule deres hæslighed, det er alt.
Man kan dekorere dem, men de kan aldrig være smukke. 

Forskellen er akkurat som forskellen på en naturlig blomst og en plastik blomst.
Ego’et er som en plastik blomst - dødt.
Det ligner en blomst uden at være det.
Du kan ikke i sandhed kalde det en blomst.
Ethvert udtryk for, at ego’et er en blomst, er misvisende, for en blomst er noget blomstrende.
Og denne plastik-ting er blot en ting, ikke noget blomstrende.
Den er død.
Der er intet liv. 

Du har et blomstrende center indeni.
Det er derfor, Hinduerne kalder det en lotus - det er noget blomstrende.
De kalder det ‘den tusindbladede lotus’.
Tusind betyder uendeligt mange.
Og den fortsætter med at blomstre, den stopper aldrig, dør aldrig. 

Men du er tilfreds med et plastik ego.

Der er nogle grunde til, at du er tilfreds.
Med en plastik ting er der mange bekvemmeligheder. 
En er at en død ting aldrig dør.
Den kan ikke - den var aldrig i live.
Så du kan have plastik-blomster, de er gode i en vis forstand.
De er varige; de er ikke evige, men varige.

De virkelige blomster ude i haven er evige, men ikke varige.
Og det evige har dets egen måde at være evigt på.
Måden er at blive født igen og igen, og at dø.
Via døden forfrisker og forynger det sig selv. 

For os synes det at blomsten er død - den dør aldrig.
Den skifter simpelthen form, så den altid er frisk. 

Den forlader den gamle form, den kommer til en ny.
Den blomstrer et andet sted; den fortsætter med at blomstre. 

Men vi kan ikke se kontinuiteten, fordi kontinuiteten er usynlig.
Vi ser kun én blomst, en anden blomst; vi ser aldrig kontinuiteten.

Det er den samme blomst, som blomstrede igår.
Det er den samme sol, men i en anden dag. 

Egoet har bestemte kvaliteter - det er dødt.
Det er en plastik ting.
Og det er vældig let at få fat i, for andre giver dig det.
Du behøver ikke at søge det, der er ingen søgning involveret.
Det er derfor, at med mindre du er en søgende ud i det ukendte, så er du endnu ikke blevet individ.
Du er blot en del af mængden.
Du er blot en hob. 

Når du ikke har noget virkeligt center, hvordan kan du så blive et individ?
Ego’et er ikke individuelt.
Ego’et er et socialt fænomen - det er et fællesskab, det er ikke dig.
Men det giver dig en funktion i fællesskabet, en plads i fællesskabets hierarki.
Og hvis du fortsætter at være tilfreds med ego’et, vil du forbigå hele meningen med at finde Selvet.

Og det er derfor, du føler dig elendig. 

Hvem kan være lykkelig i et plastik-liv? 

I et falsk liv, hvordan kan du så være ekstatisk og salig?
Vel, dette ego skaber mange elendige, millioner af dem. 
Du ser ikke, fordi det er dit eget mørke.
Du er afstemt til det.

Har du nogensinde bemærket, at enhver slags elendighed kommer gennem ego’et?
Det kan ikke gøre dig salig.
Det kan kun gøre dig mislykket.

Ego’et er helvede.

Når som helst du lider, så prøv bare at iagttag og analysér, og du vil opdage, at et eller andet sted har ego’et forårsaget det.
Og ego’et fortsætter med at finde årsager til lidelse.

Du er en egoist, som enhver er det.
Nogen er meget grove på overfladen, uden at være så problematiske endda.
Andre er meget subtile, dybt nede, og de er de virkelige problemer.

Dette her ego kommer konstant i konflikt med andre, fordi ethvert ego er så usikker på sig selv.
Det er det nødt til - det er en falsk ting.
Når du ikke har noget i hånden og du blot tror, du har noget, så vil der være et problem. 

Hvis nogen siger, "Der er ingenting", da har vi straks balladen, fordi du egentlig også føler, at der ingenting er.
De andre gør dig opmærksom på denne kendsgerning. 

Ego’et er falskt, det er ingenting. 

Det véd også du.

Hvordan kan du undgå at vide det?
Umuligt!
Et bevidst væsen - hvordan kan han undgå at vide, at dette ego simpelthen er falskt?
Og så siger andre, at der intet er - og når de andre siger, at der intet er, rammer de et ømt punkt, de siger sandheden - og intet rammer som sandheden.

Du må forsvare dig, for hvis du ikke forsvarer dig, hvis du ikke kommer i forsvars-position, hvor vil du så være henne i verden? 

Du vil være borte. 

Din identitet vil være brudt sammen. 

Så du må forsvare dig og kæmpe - dette er konflikten. 

Et menneske, som har fundet selvet, er aldrig i nogen konflikt.
Andre vil måske komme i konflikt med ham, men selv er han aldrig i konflikt med nogen. 

Det skete, at en Zen-mester gik gennem en gade.
En mand kom løbende og slog ham hårdt.
Mesteren faldt ned på jorden.
Derpå rejste han sig og fortsatte med at gå i samme retning som før, uden overhovedet at se sig tilbage. 

En discippel var i følge med mesteren.
Han var ganske chokeret.
Han sagde, "Hvem er den mand? Hvad er dette? Hvis man lever sådan, så kan enhver jo komme og slå én ihjel. Og du har ikke engang set på ham, hvem han er, og hvorfor han opførte sig, som han gjorde!"

Mesteren svarede, "Det er hans problem, ikke mit."

Du kan konflikte med en oplyst mand, men det er dit problem, ikke hans.
Og hvis du såres i denne konflikt, så er det også dit eget problem.
Han kan ikke såre dig.
Det er som at slå på en mur - du vil såres, men muren har ej såret dig. 

Egoet er altid på jagt efter problemer.
Hvorfor? Fordi hvis ingen yder opmærksomhed, føler egoet sig sulten. 

Det lever af opmærksomhed. 

Så selv hvis nogen kæmper imod dig og er vrede på dig, er det også godt, for i det mindste ydes der opmærksomhed.
Hvis nogen elsker, er det iorden.
Hvis ingen elsker dig, da vil selv vreden være et gode.
I det mindste er der opmærksomhed på din person.
Men hvis ingen yder dig nogen opmærksomhed, ingen mener, du er noget væsentligt, hvordan vil du så føde dit ego? 

Andres opmærksomhed behøves. 

På millioner af måde tiltrækker man andres opmærksomhed; éns klæder på en bestemt måde, man prøver at se godt ud, éns opførsel, man bliver ganske høflig, man forandrer sig. 
Når man registrerer situationens art, indretter man sig straks, således, at folk kan yde opmærksomhed. 

Dette er en dyb form for tiggeri.

En virkelig tigger er én, som efterspørger og gør krav på opmærksomhed.
Og en virkelig kejser er én, som hviler i sig selv; han har sit eget center, han er ikke afhængig af nogen anden. 

Buddha sidder under sit bodhi-træ...hvis hele verden pludselig forsvandt, vil det så gøre nogen forskel for Buddha? - ingen.
Det ville ikke gøre nogen forskel overhovedet.
Hvis hele verden forsvandt, ville det ikke gøre nogen forskel, for han har fundet sit center. 

Men for dig ... hvis konen flygter, vil skilles eller forlader dig for en anden, da bliver du fuldstændig knust - for hun har ydet dig opmærksomhed, omsorg og kærlighed, været omkring dig, støttet dig i følelsen af at være noget.
Da er hele dit imperium tabt, du er simpelthen knust.
Du overvejer selvmord.
Hvorfor?
Hvorfor skulle du, hvis ægtefællen forlader dig, begå selvmord?
Fordi du ej har dit eget center.
Ægtefællen gav dig følelsen af dette.

Det er sådan, folk lever.
Det er sådan, folk bliver afhængige af andre.
Det er et dybt slaveri.
Egoet MÅ være en slave.
Det er afhængig af andre.
Og kun en person, som intet ego har, er først da en mester; thi han er ej længere en slave.
Prøv at forstå det. 

Og begynd med at iagttag egoet - ikke i andre, det vedkommer ikke dig, men i dig selv.
Når som helst du føler dig elendig til mode, prøv øjeblikkeligt at lukke øjnene og find ud af, hvorfra elendigheden kommer - du vil altid opdage, at det er det falske center, der er kommet i konflikt med nogen. 

Du forventer noget, og det sker ikke.

Du forventer noget, og blot det modsatte sker - dit ego er rystet, du er ulykkelig.
Men bare prøv, når som helst du er, at finde ud af hvorfor. 

Årsager er ikke udenfor dig.
Den fundamentale årsag er inden i dig - men du ser altid ud, du spørger altid: 

Hvem gør mig ulykkelig?
Hvem forårsager min vrede?
Hvem forårsager min pine?
Og hvis du søger udadtil, vil du tage fejl.
Men luk øjnene og se altid indad.
Kilden til al elendighed, vrede, pine, er gemt i dig, i dit ego. 

Og hvis du finder kilden, vil det være let at komme bag om.
Hvis du kan se, at det er dit eget ego, der giver dig problemer, vil du foretrække at forkaste det - for ingen kan bære kilden til elendighed, hvis han forstår, hvad der foregår. 

Men husk, der er ingen grund til at forkaste egoet. 
Du kan ikke forkaste det. 

Hvis du forsøger at forkaste det, vil du bare opnå et andet subtilt ego, som siger, "Jeg er blevet ydmyg." 

Prøv ikke at være ydmyg.
Dette er blot egoet i forklædning - det er ikke dødt. 
Prøv ikke at være ydmyg. 

Ingen kan afprøve ydmyghed, og ingen kan skabe ydmyghed via sin egen anstrengelse - nej.
Når egoet ikke er længere, en ydmyghed vil komme til dig.
Det er ikke noget skabt.
Det er skyggen fra det virkelige center.

Og en virkelig ydmyg mand er hverken ydmyg eller egoistisk. 

Han ér simpelthen. 
Han er næppe opmærksom på, at han er ydmyg. 
Hvis du er opmærksom på, at du er ydmyg, så er egoet der. 

Betragt en ydmyg person...
Der er millioner, som tror, at de er ganske ydmyge.
De bukker ganske dybt, men lur dem - de er subtile egoister.
Vel, ydmyghed er deres kilde til føde.
De siger, "Jeg er ydmyg", og ser på dig og forventer, at du bekræfter dem.

"Du er virkelig ydmyg," vil de gerne sige.
"Faktisk er du verdens mest ydmyge mand; ingen er så ydmyg, som du er."
Betragt da smilet, der kommer. 

Hvad er egoet?
Egoet er et hierarki, der siger, "Ingen er som mig."
Det kan føde en ydmyg - "Ingen er som mig, jeg er den mest ydmyge person." 

Det skete engang: 

En fakir, en tigger, bad i en moske tidligt om morgenen, da det stadig var mørkt.
Det var en bestemt religiøs dag for Muhammedanere, og han bad, og han sagde, "Jeg er ingen. Jeg er den fattigste af de fattige, den største synder af alle syndere." 

Pludselig var der endnu en person, der bad.
Han var landets kejser, og han var ikke opmærksom på, at der var en anden, der bad - det var mørkt, og kejseren sagde:

"Jeg er ingen. Jeg er ingenting. Jeg er blot tomhed, en tigger ved døren."
Da han hørte, at en anden sagde det samme, sagde han, "Stop! Hvem prøver at overtage mig? Hvem er du? Hvor vover du at sige, før kejseren, at du er ingen, når kejseren siger, han er ingen?" 

Således virker egoet.
Det er så avanceret.
Dets bevægelser er så avancerede og listige; du må være meget, meget vågen og vagtsom for at se det.
Prøv ikke at være ydmyg.
Bare prøv at se, at al elendighed og pine kommer gennem egoet.

Bare betragt!
Ingen grund til at forkaste det. 
Du kán ikke forkaste det.

Hvem vil? Forkasteren vil da blive egoet.
Det kommer altid tilbage. 

Hvad du end gør, træd ud af det og betragt. 

Hvad du end gør - ydmyghed, enkelthed - intet nytter.
Kun ét er muligt, og det er at betragte og se, at det er kilden til al elendighed.
Sig det ikke.
Gentag det ikke - IAGTTAG.
For hvis jeg siger, at det er kilden til al elendighed, og du gentager dette, så er det ubrugeligt.
DU må komme til dén forståelse.
Når som helst du føler dig elendig til mode, da luk øjnene, og prøv ej at finde en ydre årsag.
Prøv at se, hvor elendigheden kommer fra.

Det er dit eget ego. 

Hvis du konstant føler og forstår, og forståelsen af, at egoet er årsagen, bliver dybt rodfæstet, så vil du en skønne dag erfare, at egoet er forsvundet.
Ingen har forkastet det.
Du iagttager simpelthen; det forsvinder simpelthen, fordi den endelige forståelse af, at egoet forårsager al elendighed bliver forkastelsen.
DEN ENDELIGE FORSTÅELSE ER LIG MED EGOETS FORSVINDEN.

Og du er klog nok til at se egoet i andre.
Enhver kan se enhver andens ego.
Når det kommer til dit eget, da har vi problemet - for du kender ikke territoriet, du har aldrig rejst i det. 

Hele stien til det guddommelige, det ultimative, må gå igennem dette egoets territorie.
Det falske må forstås som falskt.
Kilden til elendighed må forstås som kilden til elendighed - da forkastes denne simpelthen.

Når du véd, det er gift, forkastes det.
Når du véd, det er ild, forkastes det.
Når du véd, dette er Helvede, forkastes det. 

Og så siger du aldrig, "Jeg har forkastet egoet."
Så ler du blot af det hele, dén vittighed, at du var skaberen af al elendighed.

Jeg så blot efter nogle få tegneserier af Charlie Brown.
I én af dem leger han med klodser, bygger et hus af børns klodser.
Han sidder midt i klods-bygningen og bygger muren.
Da kommer en stund, da han er omgivet; alt omkring ham er den mur, han har skabt.
Da græder han, "Hjælp, hjælp!"

Han har skabt det alt sammen!
Nu er han omringet og indespærret.
Dette er barnligt, men det er alt, hvad du også har gjort.
Du har bygget et hus omkring dig selv, og nu jamrer du, Hjælp, hjælp!"
Og elendigheden bliver millionfoldig - for der er hjælpere i den samme situation. 

Det skete, at en meget smuk kvinde besøgte en psykiater for første gang.
Så siger psykiateren, "Kom venligst nærmere."
Da hun kommer nærmere, springer han på hende, omfavner og kysser kvinden.
Hun er chokeret.
Så siger han: "Sid nu ned. Dette hjælper mig med mit problem - nu, hvad er dit problem?" 

Problemet bliver mangfoldigt, fordi der er hjælpere i den samme situation.
Og de ønsker at hjælpe, for når man hjælper nogen føler egoet sig ganske godt - fordi du er en stor hjælper, en stor guru, en mester; du hjælper så mange mennesker.
Jo større tilhængerskare, des bedre tilpas føler du dig. 

Men du er i den samme situation - du kan ikke hjælpe. 

Du vil snarere skade. 

Folk, som stadig har deres egne problemer kan ikke være til megen hjælp.
Kun én, som ej selv har nogen problemer, kan hjælpe dig.
Kun da er der klarheden til at se, til at gennemskue dig.
Et sind uden dets egne problemer kan se dig, du bliver gennemsigtig. 

Et sind, som ej har dets egne problemer kan se igennem sig selv; det er derfor, det bliver i stand til at gennemskue andres sind.

I Vesten er der mange psykoanalytiske skoler, og ingen hjælp gives folk, snarere skade.
Fordi de, som hjælper andre, eller prøver på det, er i samme situation.

...Det er vanskeligt at se sit eget ego. 

Det er ganske nemt at se andres egoer.
Men det er ikke pointen, du kan ikke hjælpe dem.

Prøv at se dit eget ego. 

Bare betragt det. 

Vær ikke forhastet med at forkaste det, bare betragt det.
Des mere, du betragter, des dygtigere bliver du.
Pludselig en skønne dag vil du simpelthen se, at det ér forkastet.
Og når det forkastes af sig selv, først da forkastes det.
Der er ingen anden måde.
Før kan du ikke forkaste det. 

Det falder som et vissent blad.

Træet foretager sig ingenting - bare en brise, en situation, og det døde blad falder simpelthen af.
Træet bemærker ikke engang, at det døde blad er faldet af.
Det laver ingen støj, ingen proklamation - ingenting. 

Det døde blad falder simpelthen og lander på jorden, bare sådan.

Når du er moden til forståelsen, iagttagelsen, og du har følt til fuldstændighed, at egoet er årsag til al din elendighed, så vil du en dag simpelthen se det døde blad falde. 

Det falder til ro på jorden, visner af sig selv.
Du behøver ikke at foretage dig noget som helst, så du kan ikke proklamere, at du har forkastet egoet.
Du tager i betragtning, at det simpelthen er forsvundet, og da åbenbares det virkelige center.

Og dette virkelige center er sjælen, selvet, guden, sandheden, eller hvad du nu vil kalde det. 

Det er navnløst, så alle navne er gode. 

Du kan give det ethvert navn, du synes om.

Af Osho, fra "Beyond the Frontier of the Mind" 
 - oversat af Golden Ego

Om lyset i mørket: En mands udforskning af entheogener

I en verden, der bliver mere og mere åben overfor og opmærksom på potentialet i plantemedicin, er der et presserende behov for empirisk udforskning af disse ekstraordinære fænomener.

Hvis vi søger ud på forkanten af forskningsfeltet finder vi de såkaldte »psykonauter« - enkeltpersoner, der flytter de sociale og kulturelle grænser for vores viden og forståelse af psykedelika og entheogener. Entheogener brugt som henvisning til den specifikke brug af psykedeliske svampe og planter til åndelige, religiøse eller shamanistiske formål og ikke blot til rekreativ brug. Det kræver både intention og forberedelse. 

Tiden er nu, mere end nogensinde, moden til at påbegynde den kollektive uddannelse og indføring i hvordan vi kan gøre brug af disse svampe og planter som spirituel eller hellig medicin og ikke udelukkende som "rekreative stoffer".

En spirende ekspert indenfor brugen af entheogener er James W. Jesso. Hans første bog, »Decompressing The Shadow« er skrevet med en undersøgende og traditionel videnskabelig tilgang, som en guidebog til psilocybin rejser. Hans nye bog, »The True Light Of Darkness« er til gengæld en utrolig personlig beretning, der udforsker hans mest kraftfulde og meningsfulde erfaringer med den psykedeliske medicin.

I »The True Light Of Darkness« lykkedes det Jesso at formidle sine fascinerende psilocybin-rejser med en kunsterisk præcision. En kompleks serie af begivenheder indeholdende forskellige "lektier" der skal lære, efterlader det indtryk, at den psykedeliske medicin har meget at give fra sig og at vi har meget at lære. Jesso begaver os med en tankevækkende analyse af, hvad de fleste ville finde utroligt svært at sætte ord på, som f.eks. det at udforske en planetarisk intelligens.

Med beretninger om hans dialog med sit immunsystem, om at helbrede et åbent sår, der muligvis var ved at blive invaderet af fremmede bakterier, fra en mystisk kasse fra Cusco i Peru, demonstrerer Jesso livets indviklede og sammenkoblede karakter. Jessos beretninger om de gribende og smertefulde prøvelser som den menneskelige tilstand byder på, vidner om hvad det virkelig betyder at se på sig selv fra et transpersonligt perspektiv og muligheden det giver for at udforske begrebet Egenkærlighed som den allermest grundlæggende "lektie". 

Udover blot at reflektere over sine oplevelser, giver Jesso os med hver historie en indsigt i integrationsprocessen, ved at dele og integrere sine erfaringer og bruge dem til at navigere i den "normale virkelighed." Han tager ikke blot læseren med gennem malende rejsebeskrivelser; han deler også sine kraftfulde og personlige erkendelser om verden og hvad det betyder at være i live.

"Der er noget større i gære her end bare os, men ved blot at deltage i vores egen transformation deltager vi morfogenetisk i at ændrer virkeligheden vi opererer gennem, via guddommelig realisering af vores gensidige forbundethed mellem os - fysisk, psykisk, socialt, energisk og følelsesmæssigt. Vi deltager i en kollektiv, synkronistisk udfoldelse af transformationen ind i Nuet, det eneste øjeblik, der nogensinde har været og det eneste øjeblik, vi nogensinde kommer til at forstå, det sted, hvor vores rejse begynder, slutter, bliver til og går til grunde. Det sker. Hold vågent øje og husk: du er ikke den eneste; se ud på hinanden i ærlighed og accept; vi går alle igennem dette sammen; og vi kan hjælpe hinanden undervejs mod Nuet."

Jessos fortælling om hans indsigtsfulde psilocybin-rejser er både medrivende og spændende. Hvad der begynder som en humoristisk fortælling om den psykedeliske oplevelse udvikler sig til en dyb ærlig skildring af en individuel udforskning af de mørke sprækker af sindet; sindets egen skygge. Det er en færd mod healing, en færd som mange mennesker har akut behov for, men som de fleste ikke har mod til at påtage sig. Forhåbentlig vil Jessos ord være som en gnist af inspiration for andre, og forhåbentlig vil de fungere som lektioner, indsigter og værktøjer for at vi kan bruge de hellige mediciner til at hele de dybe eksistentielle sår vi alle har. 

Se mere om Jesso og hans arbejde i videoen nedenfor.